Sidste januar

Så er det sidste januar. Stormen har angiveligt ramt landet. I aften skal jeg til møde med de røde.

Happy people have no stories?

I aften har jeg været hos Anne til kinamad, te, dødsmetal og udveksling af historier fra vore respektive liv, hendes unge og mit lidt ældre. Det er godt at have gode mennesker omkring sig.

Tykke kvinder er de klogeste, ha!

Propaganda, der bør spredes.

Control

Jeg så Control - filmen om Ian Curtis og Joy Division - i Øst for Paradis (der nu har elektronisk reservationssystem og nummererede sæder - i modsætning til reservationer via fornavn i kinabog og kamp om de bedste pladser) i går. Den var fin. Rørende i al sin apati. Jeg har hørt meget Joy Division. Jeg lånte pladerne på biblioteket i Thisted i de tidlige 1990'ere og spillede dem over på kassettebånd. Dem lyttede jeg særligt til, når det var mørkt og vinter i Thy. Jeg husker særligt vinteren 1995, hvor jeg deltog i kunstprojekt i Plantagehuset og sad og vævede billeder for mig selv sent om aftenenen, mens jeg lyttede til Unknown Pleasures. Og det samme kassettebånd havde jeg i min walkman så sent som i 2004, når jeg tog bussen på arbejde i TDC i Århus Nord. Der var verdener imellem.

Januar 2008

Jeg tæller ned til januars slutning, en ny måned bør gøre alting bedre. Nu skal 2008 altså snart vise et kønnere ansigt.

Ting

I dag har Aslak og jeg været til Ting i Aarhus Blótlaug, altså den slags Ting, der betyder "generalforsamling" på hedningsk. Bagefter hentede vi Lena, som tog med herud til Brabrand for at spise aftensmad sammen med os. Nu er hun taget hjem igen, jeg skal snart se "Sommer" og hygge med Aslak, der skal hjem til sin far i en uge fra i morgen.

Erantis

Her til aften har Aslak og jeg været hos Lotte til aftensmad og hyggeligt samvær. Nu er vi hjemme og slapper af under dynen med henholdsvis computer og Harry Potter-bog.

Der er erantis i haven nu. Det er allerede ved den tid.

Frifredag og noget om dametasker (igen)

Jeg holdt en tiltrængt fridag i dag primært foranlediget af min sene hjemkomst fra Fyn i nat. Fridagen brugte jeg blandt andet på at køre Julie på landet for at købe halm, købe en ny dametaske* i Fair Trade-butikken og hente Aslak tidligt fra SFO'en.

*Dametaske på Lindask betyder altid-tasken, den der rummer alle dagens nødvendigheder og lidt til, den man altid kan finde en kuglepen, en sikkerhedsnål og en lighter i, den der skal være plads til både hue, blokfløjte og vaseline i, den der nok ikke ligner, det jeg kalder den - dametasken, men som hedder dametasken, netop på grund af det sære i dette ord forbundet med mig, der er alt andet end en "dame". Og dametasken er med overalt. Altid. Derfor skal den ofte skiftes, for jeg er ikke helt blid i min behandling af lynlåse og stropper, og dagligt slid tager liv af selv sejlivede tasker. Jeg holder meget af at få ny dametaske og flytte ind i den.

Professor Otto Due - en slags mindeord

Netop hjemkommet fra en forrygende (selv om Týr i dagens anledning var en trio, da Terji var med sin far i Skotland) koncert i Odense, erfarer jeg ved tilfældig surfen, at Otto Steen Due døde i sidste uge. Hvorfor er der aldrig nogen, der fortæller mig noget?

Som god antikristen må jeg godt tale dårligt om de døde, og jeg har faktisk mest dårligt at sige om vores gamle professor, men det dårlige behøver dog ikke stå alene.

I årene 1996-2000 fulgte jeg en del undervisningsforløb hos Otto. Hos ham fik man ind på rygradden altid at spørge sig selv, hvorvidt et latinsk ord var sammensat eller ej. "Enkelt eller sammensat?", spurgte han utrætteligt, når den studerende ikke kendte oversættelsen af et verbum, og når den usikre elev derefter havde taget stilling hertil, måtte hun slå ordet op, ikke i ordbogen, men i Otto. "Du kan slå op i mig".
Erindringer fra disse timer hos Otto er stadig ganske levende i mig. Det var hos Otto, at man lærte, at "en rigtig mand har skæg og krøller på kroppen" (det omhandlede en kyklop), mens man ikke kunne få øjnene fra hans buskede øjenbryn.
Det var også med Otto, at vi samledes en lille gruppe nok lidt ekstra stræberiske latinstuderende og læste Cæsar uden hjælpemidler, men med intuition.
Og det var til en eksamen med Otto som eksaminator, at jeg har følt mig dårligst behandlet nogensinde, man kunne ikke få et ord indført, fordi han ville høre sig selv.

I foråret 1997 var jeg på studietur til Rom med Otto samt professor i klassisk arkæologi Niels Hannestad, som jeg i parentes bemærket hilste på på Statsbiblioteket så sent som i mandags. Fra denne tur kan berettes adskilligt, som jeg hverken kan eller vil i denne sammenhæng, men kombinationen af de to professorer var mildest talt en mindre katastrofe. Otto fik rigeligt grappa, syntes vi, og hotelportiererne havde deres hyr med professor Otto Due (professor Otte To, som det jo betyder på italiensk), verdensmanden.

Da Otto havde oversat Iliaden, forsøgte jeg uden held, men med megen humor, at igangsætte projekt "oversæt Odysseen før din professor", et projekt, der naturligvis var dødsdømt fra starten, men idéen var, at et større antal begavede studerende skulle lave et brag af en Homer-oversættelse og komme Otto i forkøbet med udgivelsen.

Jeg brød mig ikke synderligt om Otto, men i tilbageblik har han ikke desto mindre haft betydning i mit liv. Jeg vil sikkert besøge hans grav, som jeg besøger Holger Friis Johansens med mellemrum, og som jeg vil besøge Bepis, Guiseppe Torresins, det er for dårligt, at jeg endnu ikke har besøgt den, jeg ved, at han ligger på Vestre Kirkegård. Jeg holder af at besøge filologernes grave med respekt og ro.

Jeg har hørt, at Otto var intet mindre en en komet på den klassiske filologiske stjernehimmel som ung, jeg kendte ham kun som gammel, men han har sørget for at leve videre gennem sine oversættelser. Man kan mene om dem og det, hvad man vil, men de nåede bredere ud end de fleste dannelsestekster gør, Otto kunne et eller andet med at sælge sig selv og sit fag, der også er mit, og jeg ved, at han kunne inspirere og begejstre, selv om jeg ikke selv oplevede ham sådan.

Týr og Svartsot

Så er det i morgen, at der er koncert med Týr og Svartsot i Odense. Jeg fylder bilen med gode mennesker og kører derned efter arbejde. Vil du med?

Om år

Det er onsdag morgen og endnu ikke lyst. Heath Ledger er død. Det fik mig til igen at tænke på Brokeback Mountain, en fremragende film med interessante temaer. Men det vigtigste for mig ved filmen er, at der går år. Jeg er simpelthen så optaget af år, der går, i kunsten og i livet. De samme steder set i forskellige års lys, de samme menneskers liv, der krydser hinanden med lange eller korte mellemrum. I går eftermiddag, da jeg kom for at hente Julie, passerede 10 år forbi for mit indre blik. Det er 10 år siden, jeg lærte hende at kende, og hun har boet samme sted i alle årene. Men Årslev Engsø er blevet åbnet helt i mellemtiden, årstiderne har skiftet, jeg har fået et barn, solformørkelsen i 1999 er evigheder siden, evigheder, og det er endnu længere siden, at Julie og jeg og de andre førte kampagne for et nej til Amsterdam-traktaten. Dem vi kendte er enten forsvundet eller har forandret sig, og det samme har vi. Men hun bor stadig samme sted. Og søen og hustaget glimtede i eftermiddagssolen. Og selv i går er nu længe siden. Det er onsdag morgen og endnu ikke lyst. Jeg er på arbejde i et helt andet årti, der nu også er gammelt.

Bizar Vest

Efter arbejde i dag var jeg i Bazar Vest sammen med Julie og Aslak, og nu har jeg så friske forsyninger af kirsebær, jordbær-banan-juice, stærk chili og nederdele så lange og farvestrålende, som kun indvandrerkvinderne normalt bærer dem. Den somaliske kvinde, der solgte mig dem, sørgede for at oplyse mig om, at det var underkjoler, jeg købte, jeg sørgede for ikke at spille smart ved at fortælle hende, at jeg ville bære dem sammen med heavy metal-hættetrøjer. Og inden vi gik, spiste vi fantastisk kikærtemad på én af de små restauranter.

Jo, deeeet.

Jamen, det er da lissom også ret vigtigt. Ligesom at surfe Wikipedia og at forsøge at forstå noget med Zizek og Lenin og at læse digte og at tænke over Idun og regnen og at google folk, jeg har mødt. Men jeg kan jo multitaske, så jeg synes faktisk, at jeg får rigeligt arbejdsmæssigt fra hånden alligevel. Så dér.

Månen

Og månen hang så smukt og var rund og fyldig på den sorte himmel i morges, og jeg ænser det først nu her mange timer senere.

Håndværkersex

Altså, jeg burde slet ikke læse så meget Ekstra Bladet online og den slags underlødig underholdning, det ved jeg godt, men jeg interesserer mig jo for verden, og sådan noget som det her er jo også en del af verden, det er så imidlertid en del af verden, som jeg ikke forstår. Altså seriøst, hvad er der for det første fedt ved, at man skal spille en rolle over for hinanden i stedet for at være sig selv, og hvad er der dernæst fedt ved såkaldt "håndværkersex"? Altså no offense til håndværkere og deres kærester, for de er sikkert søde og rare mennesker (som i øvrigt bør vækkes til revolutionen, men det er en anden historie) men jeg forstår ikke, hvorfor så mange kvinder drømmer om "håndværkersex", hvis det nu f.eks. ikke er en håndværker, de er kærester med. Jeg er måske sådan lidt ekstrem, fordi jeg vitterligt kun har lyst til sex med nogen, hvis hjerne jeg sætter pris på, og det har jeg endnu ikke fundet i en håndværker, men gider nogen oplyse mig om, hvad attraktionen ved "håndværkersex" mon er?

Hmm, gad i øvrigt vide, hvor min Alanis Morrisette-t-shirt er blevet af? Den bar jeg hovedsagelig på grund af teksten "intellectual intercourse".

Single

Nu er jeg så single igen. Det er den slags, man er nødt til at skrive på sin blog, når man er kommet til at skrive, at man havde fået en kæreste. Note to self/dagens lektie: Vær mere varsom med hurtige udmeldinger på bloggen.

No woman, no cry

Bob Marley synger i mit øre og lover mig: "Everything's gonna be all right", og sangen handler om alle årene, om fortid og fremtid.

Weekenden

Receptionen i går og de to oplæsninger gik virkelig fint. Jeg er meget glad for det store fremmøde, stemningen var god og oplæsningerne fine. Selv Keith holdt sig vågen under det meste af sin oplæsning. Han har the style it takes. Efter oplæsningen på Gyngen, var jeg på Ris Ras med diverse filosoffer.

I dag har jeg været til bestyrelsesmøde i Forn Sidr hele dagen. Denne gang heldigvis kun i Beder, ofte er det jo på Fyn og indebærer mere rejsetid.

I aften besøger jeg Julie for bl.a. at se "Sommer" sammen med hende. Vi kan godt lide at følge med i danske TV-satsninger. Lige denne kører nu i ret lavt gear, men jeg vil godt fortsat se den, nu hvor jeg er begyndt, dårligere er den heller ikke.

Og i morgen venter atter erhvervslivet. Jeg har Aslak i den kommende uge, der bliver markant mindre actionpræget.

Anmeldelse

Tina Charlotte anmelder antologien her.

Slippefest

Så er det i dag, at der, i anledning af at Poetklub Århus udgiver antologien "Dét, vi sagde gælder", afholdes reception i Kristian F. Møllers boghandel på Store Torv i Århus kl. 16.00. Jens Blendstrup, Louis Jensen og Peter Dyreborg læser op.

Det vil glæde os at se dig og andre interesserede til et lille glas.
Og i aften kl. 21 er der oplæsning på Gyngen i Mejlgade af ovennævnte igen samt The Keith Lohse og Charlie Sung.

På vegne af Poetklub Århus
Redaktionen, Linda Nørgaard og Kenneth Jensen

Fredag i skobranchen (advarsel: selvsving)

Mevadio og Hatesphere

Det var en glimrende koncert i går. Opvarmningsbandet Mevadio overraskede ved at være markant bedre, end jeg huskede dem. Jeg har hørt dem på nogle festivaler og som opvarmning før, synes jeg at kunne huske, uden at have været særlig begejstret, men deres koncert i går var forrygende. Og der blev ovenikøbet plads til samfundskritiske kommentarer fra scenen, og så er jeg jo glad.

Det var underligt at se Hatesphere med ny forsanger, men man må sige, at han gjorde det rigtig udmærket, selv om det var en helt anden oplevelse end med Bredahl.

Og sikke mange mennesker, der var. Stemningen var god, men lokalerne var fyldt til bristepunktet, og der var mange, der stod forgæves i kø udenfor. Jeg er glad for, at jeg er sådan én, der sørger for at købe billet i forsalg, når det er muligt.

I dag er det arbejdsdag, så vi tog hjem, lige da koncerten var ved at slutte, og nu er jeg på kontoret og har sovet næsten nok.

Det kniver

Fremragende indlæg hos Christoffer. Så slap jeg for selv at skrive noget i dag og om den sag i det hele taget. Jeg går også med kniv, nemlig. Hvordan dælan skulle man ellers kunne spidse sin eyeliner?

Reklame: Hatesphere på Musikcaféen

I morgen spiller Hatesphere på Musikcafeén med deres nye forsanger m.m.

En svækket tand

Nå, jeg havde ellers indstillet mig på i værste fald at leve med én tand mindre i munden, men tandlægedamen kunne heldigvis bygge mig en ny tand af plastic for kun (gisp!) 2000 kr. Men det er en svækket tand, og hun kan ikke love noget om, hvor længe den holder. Det er nok det, man kalder den hårde måde at få udskiftet firserplomberne på. Og nu er jeg sådan efter-tandlæge-groggy.

Weekend-seancer

Det har været en udmærket weekend. Fredag var vi hos Christian. Aslak blev puttet med sovepose og Harry Potter-bog, Christian og jeg så film, The Simpsons Movie og Vacancy. I går hang jeg ud med Lena, og i dag har Aslak og jeg været ude omkring Moesgård sammen med partikammerat (og filosof) Lotte og hendes datter Røskva. Vi gik en lang tur, spiste madpakker ved et shelter, tændte et bål at varme os på, hyggede og sludrede. Nu er vi hjemme. Jeg har lige været i bad, så nu dufter jeg ikke længere af bål og frisk luft. Resten af dagen vil jeg kun forlade mit skjul under dynen for at smøre madpakker, børste tænder og den slags.

Týr og Svartsot - reklame

På næste torsdag d. 24. januar spiller Týr og Svartsot på Badstuen i Odense.

Billetter: Billetnet.

Arrangør: Odense Blótlaug.

Sølvplombe fra firserne

Nu sidder jeg så med en hel (og ret pæn) sølvplombe fra firserne i hånden. Det betyder, at jeg nu ikke længere kan undgå et tandlægebesøg, ligesom jeg effektivt har gjort de sidste ca. 3 år. Øv, det bliver både dyrt og ubehageligt. Jeg har en tid på mandag. Jeg håber, at mine blottede nerver kan klare weekenden kun dopet af panodiler. Knækkede tænder har jeg som god pirat kunnet leve med længe, blottede nerver er noget andet. Selv pirater føler smerte, især når de har deres søn i weekenden, og derfor ikke skal ud at drikke rom.

Intet varer evigt, ikke engang Bent J.

Selv om de gange, jeg har været på Bent J., kan tælles på få hænder, har stedet jo altid VÆRET der, men nu lukker det snart, og det er trist. I det mindste kan man dog efterfølgende se værtshuset i Den Gamle By. Jeg er ikke jazz-fan, men på sin vis ville jeg gerne være det, for der er sgu stemning over det, og jeg lyttede da lidt til Charlie Parker en overgang - dog nok mest inspireret af Dan Turéll-læsning.
"Jeg har betalt en daler for at se på dig, sådan mødes vi igen". Sådan kan man fremover synge om det gamle jazz-værtshus. Jeg vil for min del savne at se lystavlen uden for baren informere om dagens program og bare vide, at Bent J. ligger der, som det altid har gjort.

Ceres-krydset

Hvis Ceres lukker, vil Ceres-krydset ikke længere hedde Ceres-krydset med samme ret, men det vil helt sikkert hedde det i folkemunde i mange, mange år fremover.

Og nu havde de jo ellers lige (læs: omkring årtusindskiftet) fået bygget den dér ekstra høje blå skorsten, så røgen kunne nå op over Prismet. Jeg husker stadig levende, da lokal-TV transmitterede fra nedrivningen af den gamle gule skorsten.

Invitation til Reception for antologi (det hedder "Slippefest" på norsk)

I anledning af, at Poetklub Århus udgiver antologien "Dét, vi sagde gælder" afholdes der reception i Kristian F. Møllers boghandel på Store Torv i Århus lørdag d. 19. januar 2008 kl. 16.00. Jens Blendstrup, Louis Jensen og Peter Dyreborg læser op.

Det vil glæde os at se dig og andre interesserede til et lille glas.

Samme aften kl. 21 er der oplæsning på Gyngen i Mejlgade af ovennævnte igen samt The Keith Lohse og Charlie Sung. Det endelige program er ikke fastlagt endnu, så måske kommer der en eller to oplæsere mere til.

På vegne af Poetklub Århus
Redaktionen, Linda Nørgaard og Kenneth Jensen

Andy Warhol blev næsten skudt

Jeg har haft Andy Warhol på hjernen her i weekenden. Jeg er mangeårig fan (af ham , kredsen omkring ham, conceptual art m.v.), men det er nogen tid siden, jeg sidst har dyrket ham. Det startede vist med, at jeg lørdag morgen spillede Niels Skousens "68" for Christian. I den synger Skousen (frit efter hukommelsen) "Og Kennedy blev skudt, og hans bror blev skudt, og Martin Luther King blev skudt, og Che og Malcolm X blev skudt, og Allende blev skudt, og i Vietnam blev der skudt, og Andy Warhol blev næsten skudt". Så var det, at jeg fandt Songs for Drella frem. Jeg ved godt, at den plade ikke er en reel beretning om eller fra Andy Warhols liv, men den er smuk, og jeg vælger at tænke på Warhol gennem pladens fine ord, blandt andet i hvert fald. Jeg må snart på Aros og se på popkunst, og jeg må virkelig snart få set Factory Girl.

Orlando

I formiddags genså jeg Orlando, som jeg vist ikke har set, siden jeg så den i Filmklubben Thy omkring 1993, men 15 år er jo selvfølgelig ingen tid sammenlignet med alle de århundreder, Orlando oplever og lever i. Filmklubben Thy var i øvrigt en vidunderlig ting. Her så vi omhyggeligt udvalgte "smalle" film, her blev min interesse for film virkelig grundlagt, selv om jeg da siden slutfirserne havde haft The Graduate som min yndlingsfilm (og den er stadig den dag i dag blandt favorittterne) til mine jævnaldrenes store undren. Thisted har jo ikke nogen Øst for Paradis, og internettet kunne vi ikke bruge til at søge informationer om nye film dengang, så uden Filmklubben Thy var der mange gode film, jeg ikke havde fået set før mange år senere. Jeg husker bl.a. The Crying Game, Homo Faber, Farewell my Concubine, Naked og Night on Earth fra de år.

Open House

I formiddags lyttede jeg til bl.a. Open House fra Songs for Drella sammen med Christian, og her til aften har Aslak og jeg holdt Open House med hyggeligt besøg af Anne (som vi i eftermiddags var en tur på Moesgaard Strand med for at blive rigig godt vinterblæst igennem) og Lena til chai, bulgur, mystiske musikvideoer, sladder og sjov.

Facebook - First Life

Jeg er jo blevet vældigt glad for Facebook, og jeg har længe gerne villet skrive et indlæg om, hvordan jeg bruger og opfatter Facebook, men jeg er åbenbart bedre til at udtænke blogposter og den slags end til rent faktisk at få dem skrevet, og nu er det jo ikke, fordi der er ikke er folk og bloggere nok, der skriver og har skrevet om Facebook. Torben Sangild har f.eks. en rigtig udmærket evaluering her, men ikke desto mindre føler jeg en personlig trang til at forsvare al den tid, jeg bruger på Facebook og forklare, hvorfor jeg bruger Facebook, som jeg gør.

Torbens indlæg er mere grundigt og systematisk, end jeg nok formår at leve op til lige nu, og jeg er langt hen ad vejen enig med ham, men også på Facebook er der plads til forskellighed.

For at starte med vennerne så inviterer eller takker jeg ja til venskab med enhver, jeg kender i virkeligheden, og som jeg ved kender mig. I princippet behøver vores forhold hverken være nært eller godt, hvis bare vore veje har krydset hverandre nok til, at vi udmærket ved, hvem hinanden er. Jeg bruger den tommelfingerregel, jeg kalder "busstoppestedsreglen". Jeg vil gerne være Facebook-venner med alle dem, jeg ville slå en sludder af med, hvis jeg ventede på en bus sammen med dem, eller måske endda alle dem, jeg er "på hat med", som Ole Thomsen nok ville kalde det. Der er selvfølgelig et hav af undtagelser, heriblandt enkelte netbekendtskaber, der dog er så nære bekendtskaber, at jeg føler, at jeg kender personerne godt. Derudover består min venneliste på Facebook (i skrivende stund 224 mennesker) af gamle skolekammerater fra især Universitetet og gymnasiet, gamle og nuværende kolleger, partikammerater, folk fra asatro-miljøet, digtere og folk jeg kender gennem andre folk.
Jeg er dog ikke helt ublu, når jeg anmoder om venskab med folk på Facebook, og jeg gør mig klart, at de måske ikke lever efter "busstoppestedsreglen" og derfor ikke nødvendigvis accepterer min forespørgsel. Det gør folk dog som som regel, så det er min fornemmelse, at jeg i vid udstrækning spørger de rigtige.
Hvis jeg har bedt om at blive din ven på Facebook eller takker ja til din anmodning, kan du nok godt regne med, at jeg gerne vil pleje kontakten til dig lidt eller lære dig bedre at kende, men du skal ikke føle, at du er forpligtet til noget, eller være bange for at love for meget, Facebook-relationen skal snarere afspejle det, vi allerede har.

Jeg mener så også selv, at jeg er værd at være ven med, fordi jeg heller ikke er ublu med hensyn til applications, spam og invitationer til dette og hint. Jeg sender praktisk talt aldrig morsomheder, filmklip eller kædebreve videre, slet ikke kædebreve, men jeg er nok mere tolerant end visse, for det gør mig ikke så meget at blive spammet med diverse. Jeg browser mine walls og nyder gode indslag og lader mindre interessante indslag passere. Jeg kan vældig godt lide at afprøve mange applications, men jeg beholder kun dem, jeg kan se værdi i, resten afinstallerer jeg igen. Jeg inviterer kun i begrænset omfang folk til at tilføje applications, og ligesom Torben nægter jeg at invitere folk, hvis det ikke er valgfrit. Jeg er pirat såvel på Facebook som i dét, de kalder real life, og jeg ønsker naturligvis at hverve andre pirater. Det er min pligt som god pirat. Jeg inviterer dog kun folk, jeg mener ville egne sig som pirater og nyde at være det. Jeg kan tage fejl indimellem, men jeg har i det mindste gjort mig overvejelsen. Hvis jeg kendte Torben nok til at tale til ham ved et busstoppested, ville jeg nok kunne fornemme, at han ikke så gerne ville hverves. Folk jeg kender bedre, folk der selv sender alt muligt og folk, jeg antager ikke har noget imod det, modtager derimod indimellem forskelligt fra mig.
Jeg er også glad for at tage selv åndssvage quizzer, give små virtuelle gaver samt at melde mig til grupper og causes, ikke for at redde verden eller bilde mig ind, at jeg gør det, men for at sende bare et lille signal med hver.

Jeg er heller ikke enig med Torben i, at man bør sende beskeder i stedet for at skrive på folks mure. Jeg holder meget af at kommunikere på murene og at følge med i hvad folk kommunikerer om. Jeg er en stor snager, så jeg besøger ofte alle mulige menneskers profiler, og det er en glæde for mig at følge med i, hvad alle mine bekendte eller for den sags skyld vildt fremmede mennesker laver, interesserer sig for og mener for slet ikke at tale om, hvem de kender.

Facebook er first life og altså ikke second life. Jeg er ikke nogen ekspert i Second Life, der fik megen omtale sidste år, men jeg mener at have forstået, at det er en mulighed for et parallelliv, hvor man ikke nødvendigvis er sig selv. I modsætning hertil står for mig Facebook, hvor man er sig selv, man plejer sit reelle og potentielle netværk, man kommer hinanden ved. Jeg har en del mennesker, som jeg snart kontakter pr. email, snart pr. sms, snart på Facebook, snart via deres blog, snart møder på gaden og omfavner. Alle disse måder at holde kontakten på er for mig ligeværdige, men kræver forskelligt og dækker forskellige behov. Jeg nyder den uforpligtende kontakt via Facebook. Man kan lege med folk, lade dem vide, at man tænker på dem, forblive aktive i hinandens bevidsthed, huske folks fødselsdage, sende en tanke, når den lige dukker op og lære hinanden bedre at kende dag for dag på godt og ondt.

Jeg er vild med Facebook, og jeg håber, at det er en forsmag på fremtidens kommunikationsformer.

Vær velkommen Odins år

I dag var jeg så på arbejde. I bagklogskabens ulideligt klare lys (ha!) kan jeg dog godt se, at jeg nok skulle have taget endnu en dag under dynerne, men det er så lidt sent nu. Til gengæld har jeg nu om føje øjeblikke tænkt mig at lægge mig til at sove samtidig med Aslak, som er her hos mig fra i dag og 1½ uge frem.

Nåja, og nytårsaften, ikke? Der var vi så mange hedninge med så kraftige sangstemmer, at vi snildt kunne overdøve fjernsynets ord, da vi sang med på "Vær velkommen Odins år".

Syg

Øv, jeg er så som noget af det første i år blevet syg. Det er vist en maveinfektion. Christian (kæresten) havde det for et par dage siden, så han slet ikke var kæk nyårsaften, hvor vi ellers holdt fest hos ham, og nytårsdag, da jeg var vågnet sådan nogenlunde uden tømmermænd, og efter at vi havde været ude at spise brunch med Christians ven Flemming, der havde overnattet, og efter at vi havde gloet på det hus i Guldsmedgade, der åbenbart brændte nytårsnat, og efter at vi var gået i gang med at spille brætspillet Ekspedition, fik jeg det meget dårligt, og så kastede jeg ellers op syv gange i løbet af aftenen og natten. I dag er jeg sygemeldt fra arbejde, men jeg begynder at få det bedre, så der er gode chancer for, at jeg kan være frisk til i morgen.