mandag, december 31, 2007

2007

Så er det årets sidste dag. Her en kort og uprioriteret liste over ting, der enten kom til eller fyldte i mit lille liv i 2007:

Facebook
Pirater
Odin
Billabong Bar
Ungdomshuset
Natasja
Forbrydelsen
Coca Cola Zero
Transportbranchen/skobranchen
Hegn i Heavyjylland
Seinfeld
MetrOrd
Gemmestedet
1990'erne
Ulver - Shadows of the Sun


Godt nytår til alle!

søndag, december 30, 2007

Countdown

Så blev det årets næstsidste dag. Jeg tæller ned til afskeden med 2007. Vi bliver 7 i morgen til citronfromage, roastbeef og stjernekastere.

lørdag, december 29, 2007

Graf

Med posten har jeg netop modtaget det nyeste nummer af Graf, som jeg har bidraget med fire digte til. Det er et superflot blad, og jeg er glad for at være med.

Fridage

Jeg var jo lige på arbejde torsdag, men i går havde jeg fri, og det er faktisk rigtig rart at have nogle fridage. Ikke, at der ikke sker en masse dog. I går holdt vi julefrokost i Poetklubben. I dag er der "nytårskur" hos gode kammerater, i morgen skal jeg til budgetmøde i Forn Sidr på Fyn hele dagen, og så er det faktisk allerede nytårsaftens dag. The days run away like horses over the hills. Eller noget.

torsdag, december 27, 2007

Biograf-kikser

Nå, Aslak og jeg fik aldrig set Det Gyldne Kompas, for der gik noget galt ved onlinebestillingen (jeg kan ikke udelukke, at det måske var en fejl 40, men jeg er stadig ikke sikker), så jeg i stedet fik bestilt og købt billetter til Fighter. Det opdagede jeg først, da filmen var startet efter mange reklamer og forfilm. Den søde billetdame ville heldigvis godt bytte vores billetter, men Det Gyldne Kompas gik slet ikke på det tidspunkt. Heldigvis havde Aslak i mellemtiden forelsket sig i idéen om at se Jungledyret Hugo 3, så sådan blev det. Aslak var glad, og mor fik en lur under filmen.

onsdag, december 26, 2007

Det Gyldne Kompas

I dag tager jeg Aslak med i biografen at se Det Gyldne Kompas. Bagefter afleverer jeg ham til hans far. I morgen skal jeg på arbejde.

tirsdag, december 25, 2007

Gul frugtfarve og brætspil

Min mor og min ene søster påstår, at gul frugtfarve ikke længere kan opdrives nogensteder. Min anden søster mener, at det er noget vås. Jeg mener ikke ret meget om den sag, men snakken gik meget derpå i aftes, da vi var samlede på gården. Det var nu en hyggelig aften, og i dag var vi alle til julefrokost hos min mor. Nu er det imidlertid ret skønt at være tilbage i Århus. Jeg gav Aslak dette spil, Mouse Trap, i julegave, og her til aften kom min fingersnilde eller mangel på samme og tålmodighed på ikke så lidt af en prøve, da spillet skulle samles, stilles op og spilles, og reglerne skulle forsøges tydet. Pyha, jeg er helt svedt (i hvert fald mentalt), men heldigvis lykkedes det næsten, og Aslak opfandt nogle regler og synes, at det er et "totalt sejt" spil.

mandag, december 24, 2007

Langballe, Krarup og Camre

Og billedddokumentation af hestevognsturen

1. Vejen ad hvilken man ager
2. Søster
3. Niece
4. Søn














A sort of Bjældeklang

Vi har lige været ude at køre i hestevogn allesammen. Havde der ligget sne, var det blevet til kanetur i stedet, men der var skam også Bjældeklang over denne tur, og alle kom hjem med røde kinder.

søndag, december 23, 2007

Nordjylland

Så er Aslak og jeg hos min søster Helle og hendes mand og børn på landet i Nordjylland. Her skal vi være de næste par dage. Sikke ungerne glæder sig til gaver og juletræ og hygge i morgen, og sikke jeg glæder mig til at se ungerne hygge sig og til 8 kilo kød til 11 mennesker. Her mangler ikke noget. Min religiøse fejring blev overstået forleden, men bondegårdsferie med familien kan sagtens glæde mig.

lørdag, december 22, 2007

Baldersblót

Blótet i skoven i går var et baldersblót og i øvrigt ét af de smukkeste blót, jeg har oplevet. Jeg har altid lyst til at fortælle en masse om vores blót, men jeg føler, at det ville være for personligt, ikke kun for mig, men også for de andre, så jeg gør det som regel ikke. Men smukt var det. Hil den nye sol!

fredag, december 21, 2007

Global Orgasme

Husk det nu.

torsdag, december 20, 2007

Nissengrød

Så har Aslak og jeg lige været ude med en stor portion grød til nissen, og jeg har pakket en million (eller omtrent 15) julegaver ind, så nu er jeg faktisk sådan cirka klar til familiejulen og til at blóte med klart sind i morgen.

Snapple

Jeg drikker Snapple lige nu. Det er en fin frugtdrik, men den smager lige en anelse bedre, fordi de drikker den meget i Seinfeld. Og jeg har endelig fået set hele serien færdig. Tilbage er nu kun glade gensyn, kommentarspor, fromclips og den slags.

tirsdag, december 18, 2007

These days in december

I disse dage er der salgsmøde i firmaet med gæster fra hele Europa. Vi på kontoret har for travlt til at deltage, men i aften er der middag på Sabro Kro. Det skal blive sjovt at få ansigt på vores samarbejdspartnere, og god mad er der sikkert også.

Forinden skal jeg vist lige have købe en julegave eller tre. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke i synderlig grad deltager i noget juleræs, men når jeg mødes med familien d. 24., udveksles der gaver. Det er udmærket, for det er på et stille og roligt og økonomisk overskueligt niveau, men de skal jo ikke desto mindre købes.

Og midt i denne vinter har jeg fået mig en ny kæreste. Det er godt. De hoc satis. Jeg er ikke den slags blogger. Ha! Men nu ved I det. Han er filosof og har langt hår og er venstreorienteret. Sådan skal det være.

mandag, december 17, 2007

12 linjer

Igen har jeg et digt med i 12 Linjer, som jeg hermed omtaler dage for sent, en hel del dage for sent. Men download bladet her hos Brian. Mit bidrag er med god vilje et piratdigt. Et længselsfuldt, men fremadskuende piratdigt, hvis jeg selv skal sige det.

Vinterhvide Verden (eller man kan jo altid skrive om vejret)

Sikke vinter og koldt det er blevet. I går fodrede jeg islandske heste i rimtågen sammen med Julie, i dag var de små veje mellem Brabrand og Tilst et mytisk vinterlandskab uden udsyn.

lørdag, december 15, 2007

Rød julefrokost og Langsom dødsfabrik

I aften skal vi til julefrokost i Enhedslisten.

Jeg vil også gerne reklamere for Slow Death FactoryMusikcaféen, selv om jeg nok næppe når derned.

fredag, december 14, 2007

Solhvervet lokkende i horisonten

I disse dage er det cirka et år siden, at Bos og mit digthæfte "Den gennemsigtige tid" udkom. Her mens endnu et år langsomt begynder at klinge ud, kom jeg til at tænke på mit sidste digt i samlingen, der passer perfekt til disse dage i december (ihukom også her sangen "Days in December" med Her Personal Pain). Det lyder sådan her:


Kære Bo, jeg lover dig, det er nu,
altings alt for overvældende begyndelse,
altings alt for gennemtrængende klarhed
gennemsigtig længsel
med solhvervet lokkende i
horisonten, med nytåret dinglende
roadtrip gennem resten af året, vi er
lysvågne i december
lysvågne

torsdag, december 13, 2007

Ali Bali Bi

Aslak og jeg er begge glade for sangen "Storkespringvandet" med omkvædet "Ali bali, ali bali bi, luk nu dine øjne i, vi går aldrig mere forbi, det store stygge Storkespringvand", og i dag, da jeg kom for at hente ham i SFO, sang nogle af de andre børn sangen et andet sted i huset. Jeg sagde glad til Aslak: "Hør, de synger den med ali bali bi". Men Aslak vidste godt, hvordan det hang sammen, for han svarede blot tørt: "De driller nok bare Ali". Her troede jeg lige, at børnene rent faktisk godt kunne lide hippie-sangen, men nænej, jeg kunne tro om igen.

onsdag, december 12, 2007

Julen er en hedensk fest - Pressemeddelelse

Jeg har netop på vegne af Forn Siðr udsendt nedenstående pressemeddelelse:

Julen er en hedensk fest

- Pressemeddelelse fra Forn Siðr - Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark



Vi asatro bliver hvert år op imod jul mødt med en stor interesse for, hvorvidt og hvordan vi fejrer jul. Asatro er som folk flest forskellige, men julen er altovervejende en hedensk fest, så vi mener faktisk, at vi har mere at fejre i december end ikke-troende eller kristne har.



Den jul, de fleste danskere fejrer i dag, er en blanding af nye (kristne) og gamle (hedenske) traditioner, dog med en overvægt af de gamle. At holde et gilde, spise fed mad, samles med familie og slægt og at give gaver - alt dette er gamle traditioner. De kristne dele af julen begrænser sig stort set til engle, kirkegang, salmesang og den slags, hvorimod nisser, julebukke og deslige er hedenske.



Herudover er der naturligvis flere elementer i den moderne jul, som ikke har særligt med hverken hedenskab eller kristendom at gøre, bl.a. juletræet, som er en nyere tysk tradition. Julemanden er ligeledes svær at placere. Nogle tolker ham som en videreudvikling af de hedenske nisser, andre som en ny-personificering af Sct. Nikolaus, en kristen helgen. Det skifter fra sted til sted, men de fleste bruger jo den røde "Coca-Cola-julemand" og bekymrer sig ikke om, hvor han stammer fra.



De fleste asatro fejrer altså jul mere eller mindre som alle andre. Vintersolhvervsfesten omkring d. 21 december er dog særlig og vigtig for os. Her fejrer vi, at solen begynder at vende tilbage. Vi tager afsked med det gamle (sol-)år og tager hul på det nye. Hvad der foregår d. 24.-26. december er forskelligt fra person til person, men rigtig mange bruger disse dage, hvor landet holder fri, til at mødes og spise med venner og familie, selv om netop de datoer ikke tillægges særlig religiøs betydning.



Vi undres altså, når folk betragter julen som kristen og forestiller sig, at vi ikke holder jul. Mange af os navigerer uden om engle, stjerner og klokker, mens andre mere betragter disse ting som kulturelle traditioner, der skal være plads til. Der altså er lige så mange forskellige måder at fejre jul på blandt os, der dyrker de nordiske guder og magter, som der er i resten af samfundet.



På vegne af Forn Siðr - Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark

Linda Nørgaard, formand



For spørgsmål eller yderligere kommentarer: tlf. 70221997.

mandag, december 10, 2007

Udstødning II

Jeg kan angiveligt få min bil igen i eftermiddag til en pris, jeg kan klare. Det skal blive godt. Mit hjem, Aslaks skole og min arbejdsplads ligger utroligt bøvlet i forhold til hinanden med busser. Bare Århus havde noget bedre offentlig transport.

søndag, december 09, 2007

Udstødning

Nu er jeg hjemme fra Nordjylland. Uden bil. Ved Dansk Autohjælps mellemkomst kom både Aslak, jeg og bilen dog til Århus, selv om vi tabte udstødningsrøret nær Hobro, men bilen er nu parkeret ved et autoværksted, der forhåbentlig kan reparere den billigt og hurtigt. Jeg krydser fingre. I morgen skal jeg med bus ned i byen for at aflevere Aslak i skole og derefter med en anden bus på arbejde. Why is it always me?

lørdag, december 08, 2007

Formiddag i Nordjylland

Jeg har i dag allerede

- bagt småkager med min søster (thorshamre og engle i frisindet forvirring)

- skrevet et digt

- stirret på den frosne horisont og savnet byen

- fået skiftet batteri på min bil (sådan noget kan min svoger)

- været i stalden med min søster i flagrende skørter og træsko

fredag, december 07, 2007

Døde drager, hævnånder og grusom tegnsætning

Haha, Stefans julekalender i år er bedre end nogensinde. Og det er jeg den rette til at vurdere, for jeg har faktisk fulgt med i flere år i træk, så kom ikke her.

Nisse-vampyr

"En slags nisse-vampyr" kalder Wikipedia en nåsåer i artiklen om The Julekalender. Hehe, det er jo lige netop dét, en nåsåer er. Og Gammel-Nok hedder "gammel nok", det gik først lige op for mig nu her 16 år efter, at The Julekalender første gang gik i luften landsdækkende world wide. Men hey, der gik også en endog meget rum tid, før jeg fattede, hvorfor firmanavnet "Kock sokker (og sko)" var sjovt.

Ta ' på landet

Aslak og jeg skal på landet i weekenden. Der er planlagt pakkeleg og småkagebagning hos min søster og svoger og Aslaks tre kusiner på gården i Nordjylland. Det er fint, altid som en lille ferie.

torsdag, december 06, 2007

Juule-Stuen

I dag skal vi se Juule-Stuen. Se reklamen her. Det plejer altid at være en fornøjelse at se Pulchra Semper Veritas spille i Den Gamle By, så mon ikke også, det bliver det i dag.

Soundtrack til mine drømme

Jeg vågnede op med Pearl Jams "Tremor Christ" på hjernen. Den har jeg ellers ikke hørt i årevis, og jeg aner ikke, hvordan den er kommet ind i mit hoved, men jeg synger igen og igen "little secrets, tremors turned to quake, the smallest oceans still get big big waves". Den må stamme fra soundtracket til mine drømme her i nat.

tirsdag, december 04, 2007

Åben Poetisk Scene - sæsonafslutning

Kl. 20 i aften slutter denne sæson af Åben Poetisk Scene. Poetklubben har inviteret en lang række digtere fra hele landet med tilknytning til digte.dk, og der vil være champagne og hygge på Gemmestedet i Klostergade til langt ud på vinteraftenen.

Søren Krarup 70 år

Læs Runes kritiske fødselsdagsportræt her.

Usømmelig omgang med bagværk

Okay, i søndags hos Guldbageren, ikke? Dér havde de så fastelavnsboller. Altså, de hed ikke fastelavnsboller, og de havde forklædt dem som julebagværk ved at pynte dem på toppen med et chokoladejuletræ, men jeg lod mig ikke narre - det var fastelavnsboller, og hvad ligner det at sælge fastelavnsboller allerede i december? Fastelavnsboller er noget, der kommer frem, når julen er forbi, og det er blevet hverdag igen. Fastelavnsboller spiser man kun et par måneder om året, og når noget virker, skal man ikke lave om på det. Hvis der er noget, der kan pisse mig af, så er det, når reglerne for bagværk ikke overholdes. Nå!

mandag, december 03, 2007

Gorgoroth

Jeg hørte Gorgoroth på Studenterhuset i aftes, men det var nu lidt en tam omgang. Horned Almighty gav en udmærket lille opvarmningskoncert, selv om de måtte spille et ret kort sæt, fordi Gorgoroth skulle nå en båd hjem til Norge. Det betød også, at det andet omvarmningsband Tyrant samt hovednavnet hastede lidt igennem deres koncerter. Gorgoroth var ikke desto mindre rigtig gode, og Gaahl skal have, at han kan se ret ond og ikke-menneskelig ud. Se selv vedlagte Youtube-indslag, hvor han hverken har århundrede gamle rustne spikes på armene eller frisk blod smurt ud over kroppen, og tænk jer så selv til blod, spikes, røde øjne og langsomme dyriske robotbevægelser.