torsdag, april 12, 2007

Erotica

Og mere sex: Jeg havde helt glemt at juble over, at radioprogrammet P3 United i går genoplivede programmet "Erotica" med Alex Nyborg Madsen for en kort bemærkning. Sikke dejligt nostalgisk. Det passede lige med, at jeg nåede at høre det meste af genoplivningen i bilradioen på min tur fra fra Århus til Aalborg. "Erotica" var et fedt program. Det kom søndag aften kl. 23, kan jeg huske. Når jeg hele aftenen havde lyttet til P4 i P1 med te, røgelse, stearinlys og sort neglelak, og når Sort Sol så havde rundet "Det elektriske barometer" af med ordene "når solen stikker af, og månen lugter blod, så ved du hvem du er, mørket hænger i en tråd", plejede jeg at slå over på "Erotica", som jeg ofte endte med at falde i søvn til. Alex Nyborg Madsen har sådan en beroligende stemme, og det var fint at genhøre lidt "Erotica" med gamle jingler og alting, men programmet ville blive et helt andet, hvis det kørte i dag. Som Alex sagde i går, så baserede programmet sig jo på spørgsmål og svar indsendt via snail mail. Nu om dage ville folk jo bombardere programmet med sms'er og emails, hvilket jo alt andet lige ville give et andet tempo.
Join my blog network
on Facebook