Tvind

Der er Tvind i medierne i dag. Min moster var på højskolen i Tvind, da de byggede møllen, og jeg ved, at jeg var med deroppe for at aflevere hende, da jeg var helt nyfødt. Jeg har hørt, at alle skulle medbringe x antal sokker, som så blev vasket sammen og fordelt tilfældigt, altså så man godt nok fik to sokker på, men det var langtfra altid et par, der passede sammen. Den tanke har altid tiltalt mig.

Forfald (ikke forFALD, men FORfald)

Jeg er syg, og vores bil er brudt sammen. What else is new?

Nobel oplæsning

Digtoplæsningen i går i Nobelparken var udmærket. Jeg havde aftalt at mødes med min ven Ole, og vi forventede at komme ind til et lille publikum og stearinlys på bordene, men nej, det var så et rusarrangement på Nordisk Institut, som oplæsningen var en del af. De vidste angiveligt ikke (jeg udfrittede et par stykker), at det også var opreklameret som en offentlig oplæsning, så vi (m.fl.) var lidt outsidere, til gengæld var der billig fadøl.

Mette Moestrup var rigtig, rigtig god. Hun læste op fra sin kommende digtsamling King Size, som jeg i hvert fald nu glæder mig til. Og hun var overraskende politisk og havde blandt andet digte om udviste flytninge.

Jens Blendstrup var Jens Blendstrup. Jeg lo adskillige gange, men jeg har det alligevel lidt blandet med stand up-digtning og fjollet digtning generelt. Det er nok bare mig, og det er jo ikke, fordi jeg synes, at digtning skal være stiv og selvhøjtidelig, tværtimod.

Jeg, en nørd?

Fra satanist til humanist 2

Nu tager Rune til genmæle over for Weekendavisens latterlige artikel, og det forstår man jo godt. Jeg er blevet (gjort) opmærksom på, at jeg var for venligt indstillet over for artiklen, da jeg i et tidligere blogindlæg mente, at artiklen tilsyneladende var nogenlunde positiv over for Rune. Jeg mente, at den vist prøvede på at virke sådan, men lod mig narre af, at der mængdemæssigt var så megen biografisk information om Rune, og at den mest var direkte smædende i citaterne fra "what's his face"-Rump, men jeg har genlæst den og kan nu ikke længere få øje på nogen særlig positiv indstilling. Og så hæftede jeg mig jo hovedsagelig ved et enkelt - godt nok gennemgående - aspekt ved artiklen og lod mere eller mindre resten ligge. Jeg tror, at Weekendavisen skal forberede sig på en del "respons", og jeg håber, at de vil trykke den.

Og ja, helt ærligt, hvad har Erwins far med noget at gøre?

Mette Moestrup/Jens Blendstrup

I aften skal jeg høre Mette Moestrup og Jens Blendstrup læse op. Det foregår i Nobelparken (som jeg stadig kalder Barnow, så gammel er jeg, da jeg startede på universitetet, var det der slet ikke) kl. 20. Læs mere om arrangementet her.

For meget og for lidt

Thomas Bickham var i noget God Aften Danmark eller sådan noget her til aften, og han sagde nogle fine ord, som jeg her vil citere frit efter hukommelsen: "Når nogen synes, at nogle andre er lidt for meget, er det som regel, fordi de selv er lidt for lidt".

Fra satanist til humanist

Weekendavisen bringer i denne uge en stor portrætartikel om Rune Engelbreth Larsen, der fokuserer på Runes udviklingshistorie fra ung SF'er over passioneret Erwin Neutzsky-Wulff-fan, redaktør af Faklen og leder af Minoritetspartiet til samarbejdspartner med Tøger Seidenfaden.

Jeg kan og vil på ingen måde påstå at være hverken insider eller ekspert, men jeg må indrømme, at mediernes vinkel på især Faklen-tiden og forholdet til Erwin altid efterlader mig forbløffet. Har de fattet noget som helst?

Jeg spørger selvfølgelig også mig selv, om jeg har fattet noget som helst. Jeg startede på Aarhus Universitet, nogle uger før Faklen udkom første gang i 1996, og fra første øjeblik, jeg stiftede dette bekendtskab, blev min verden om ikke en anden så i hvert fald gevaldigt udbygget. De næste 5 år kom jeg jævnligt til fester, møder, demonstrationer m.v. arrangeret af Faklen. Efter Faklens brud med Erwin har jeg også mange gange deltaget i kurser og oplæsninger hos Erwin i Vinstrup. Jeg læser klassisk filologi på Aarhus Universitet, hvilket flere Fakkelfolk også har gjort, så jeg har gennem alle årene været forkælet med muligheden for at tale med disse mennesker, hvilket jeg også har gjort fra tid til anden. Og så har jeg selvfølgelig læst, hvad der er udkommet - med dele af Erwins skønlitterære forfatterskab som undtagelser - bøger, artikler, blade, noter på hjemmesiden, mailinglister, fan-gejl m.m. Men jeg er som sagt hverken insider eller ekspert, og det er svært at sætte ord på det, men mediernes billede virker altså bare forkert. Selv om Weekendavisen er en af de aviser, som jeg regner for begavede, og selv om artiklen prøver at virke nogenlunde positiv over for Rune, så er det altså for mig som at se en nordsjællandsk dame skrive om hashrygning - hun vil aldrig kunne slippe sin foragt, sin afstand og sine idéer om synd, uanset hvor meget hun prøver. Og hun skriver ikke ud fra personlige erfaringer.

Rune har læst Erwin, Rune har kendt Erwin, men hvordan han i dag og i morgen definerer sig i forhold til Erwin, eller i modsætning til ham, eller uden ham er fuldstændig op til Rune selv. Rune har min totale sympati, og Erwin har min totale sympati. Når jeg angriber artiklen, så handler det altså ikke om Poul Pilgaard Johnsens beskrivelse af Rune, og såmænd næsten heller ikke om hans beskrivelse af Erwin, men om hans berøringsangst over for RELIGION. Han slynger om sig med begreber, som han selvfølgelig hverken har opfundet selv eller grebet ud af den blå luft, men som han altså heller ikke har fanget sammenhængen i; satanisme, humanisme, okkultisme og magi. Alle ordene er faktisk hentet fra de impliceredes egen mund. Erwin (og også Faklen) har gentagne gange brugt ordet satanisme såvel som humanisme i deres kampe (min formulering). Pilgaard Johansen citerer ELSEBETH nr. 2 fra 1992: "Satanismen er renæssancens opgør med kristendommen, det opgør, som senere kom til at hedde humanisme og er vores kulturgrundlag. Vi er alle satanister" og konkluderer "Brugen af ordet humanisme var altså blot et andet ord for udbredelsen af en okkult og satanistisk opfattelse i Neutzsky-Wulffsk aftapning". Erwin er blevet kendt for at være satanist, og at ordet satanisme vækker så mange og diffuse, men stærke, associationer hos dagens dansker, er både, tillader jeg mig at tro, en stor del af grunden til, at Erwin bruger ordet, og grunden til, at medierne elsker ordet. Satanisme er nemlig noget værre noget. Når Erwin kalder os allesammen for satanister, har det derfor en vidunderligt provokerende effekt, samtidig med, at det beskriver en række paradokser meget nøjagtigt. Folk, der ikke kender sig selv og tænker sig om (de fleste) aner nemlig ikke, hvornår de blindt indgår i kristne systemer og mønstre, og hvornår de handler imod dem, men kristendommen har haft held med at plante dybt i de fleste (folk, der ikke kender sig selv og tænker sig om), at Satan er det farligste farlige, og at enhver manglende afstandtagen til Satan fører til den visse fortabelse - folk der ellers fniser af salmer tænker rent faktisk sådan. De ved, at satanisme er noget værre noget, og netop derfor beskriver medierne bedst Erwin ved at huske at nævne, at han jo er satanist. Og hvorfor har medierne så brug for at huske at nævne, at Erwin er satanist? Jo, efter min ydmyge mening, fordi de hverken KAN eller TØR forstå ham. Jeg vil ikke påstå, at jeg KAN forstå ham (eller rettere det hele verdensbillede, som han beskriver bedst), men jeg TØR. Og det fører mig videre til de næste buzzwords, nemlig okkultisme og magi, som Pilgaard Johansen slynger omkring sig med. Okkultisme og Magi er titlerne på de to bøger af Neutzsky-Wulff, som efter min mening har haft størst betydning. Erwin lægger ikke skjul på, at man nu om dage bør lade Det Overnaturlige erstatte børnelærdommen fra Okkultisme og Magi, men det ændrer ikke ved, at børnelærdom altså har det med at hænge ved. Og det, som disse meget meget syndige bøger og deres læsere TØR indrømme, og som Pilgaard Johansen vist ikke kunne begribe, om han så blev pisket til det (ellers ret effektivt, hører jeg), er eksistensen af RELIGIØSITET. Der findes faktisk noget, der hedder religiøsitet. Vi er faktisk nogle, der er religiøse mennesker. Og vi er faktisk nogle, for hvem Erwin har spillet en ikke ubetydelig rolle med hensyn til at formulere det religiøse i os selv. At der så både findes Erwin-læsere, der ER religiøse, Erwin-læsere der gerne vil være det og Erwin-læsere, der har opgivet det eller ikke har forstået det, er mindre vigtigt. Det handler om at turde. At Pilgaard Johansen så ikke ved, at HER er sammenhængen, vil jeg hermed lade hvile. Men det er åh så bedøvende ligegyldigt, hvad man kalder det hele, bortset fra når man vil chokere, provokere og nedgøre. Det hele er et stort smukt sammensurium af intelligens, religiøsitet, dannelse og mod. Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt Rune nu om dage på nogen måde vil kalde sig religiøs, men hvis blot Pilgaard Johansen havde haft den forståelse, at han altså har intelligens, religiøsitet, dannelse og mod med i bagagen, ville han kunne have sparet sig mange mærkværdige antydninger, men hans artikel ville naturligvis så være blevet mindre sensations-liderlig. Pilgaard Johansen siger, at Runes "transformation fra satanist til humanist" nu er fuldbragt. "I hvert fald udadtil". What difference does it make? Artiklen citerer en vis Johan Hermann Rump, whoever that is, for følgende: "Også i Engelbreths fortsatte virke kan man have sine tvivl om Engelbreth i virkeligheden vil fremme islam for muslimernes egen skyld. Eller om det blot er en løftestang for at svække kristendommen og skabe en religiøst pluralistisk stat, hvor man frit kan hengive sig til mange guder". Som om der nu skulle være noget slemt i frit at kunne hengive sig til mange guder - faktisk er det modsatte da det mest snæversynede og undertrykkende, jeg kan forestille mig. Jeg synes nu faktisk, at jeg lever i en stat, hvor jeg frit kan hengive mig til mine mange guder, og det sætter jeg pris på, men det er meget sigende, at Rump åbenbart mener, at der skulle være noget fordækt i at arbejde for det. Og at artiklen mener, at der skulle være noget fordækt i det, hvis Rune stadig kunne læse Okkultisme og Magi og føle noget. Det er derfor mediernes udladninger altid efterlader mig så forbløffet. Det og så det, at journalisten vist har snuppet en række citater fra Erwins hjemmeside, hvor han satiriserer over sit tabte forhold til Rune, og har brugt dem som faktiske citater fra Rune. Correct me if I'm wrong.

Faklen plejede at citere Terents: "Homo sum, humani nil a me alienum puto" - jeg er et menneske, intet menneskeligt anser jeg for fremmed fra mig (min oversættelse). Rune er et menneske. Erwin er et menneske. Vi kunne alle være mennesker, hvis vi turde.

Søren Egerod i morgenlandet

I 1999 faldt jeg antikvarisk over en sand perle af en digtsamling. Jeg taler om Søren Egerods Ulysses i morgenlandet, der udkom på Gyldendals forlag 30 år tidligere, i 1969. Inde i mit eksemplar ligger der også et gulnet avisudklip, en anmeldelse fra, da samlingen udkom, og et stykke danmarkshistorie, en gave fra bogens tidligere ejer. Forledes genlæste jeg Ulysses i morgenlandet. Den er virkelig anarkistisk og eksotisk. Når jeg selv skriver mine udieenkøre-digte, er jeg nok et eller andet sted lidt inspireret af Egerod. Lad mig citere nogle linjer:
"ventetiden var ulidelig med vindstille/var jeg forsinket ham med vejrmøllerne merlin lå/for mine fødder dulcinea var ombord men okeanos/levnede mig ikke tid til overflødige urbilleder roret/søndredes en kran krængede over ild i lasten/med bomuld bing crosby sang going around in circles/getting nowhere intet kunne beskrive tilværelsen/korrektere dette var min dåb i ild og vand druknedøden/udsattes da jeg skred i land var jeg/en pokkers karl".

Søren Egerod var professor i sinologi (ikke at forveksle med kinesiologi, høhø), og Østen fylder meget i samlingen. Anmelderen skriver (desværre er både anmelderens navn og hvilken avis ikke med på udklippet) bl.a.: "For vigtigst er den sensuelle elektricering, som den europæiske bevidsthed påføres ved mødet med det asiatiske. Vigtigst er den psykiske ildspåsættelse, der sker, udstrålingen fra helligheden, mystikken og den orientalske erotik. Sveden på panden, nervernes berøring, tankernes foruroligelse - det er kendemærkerne. Det er digte, der står på tåspidserne for at få alt med, nært og fjernt - og som med et overgivende ironisk "navigare necesse est" på læben giver sig impulserne, synerne, rusen og associationerne i vold".

Og ja, det erotiske går igen, men også alt det andet bliver næsten erotisk med Egerods strøm af ord og oplevelser. Vi er i 1969, venner, pornoens frigivelsesår, og frigivelsen fejres mellem og på linjerne af både digteren - professoren, og hans anmelder, kan jeg næsten fornemme.

Søren Egerod døde i 1995.

Alkoholuafhængige tømmermænd

Jeg har nærmest tømmermænd i dag. Ikke at jeg drak alkohol i går, jeg valgte som (næsten) altid bilen, men jeg er helt og aldeles smadret. 10 timer på benene, headbang og først i seng kl. 5. No wonder.
Men koncerten med Die var et brag, må man sige.

In other news, så har jeg lige fundet ud af, at Ben Stiller i den virkelige verden er søn af Georges far i Seinfeld. Two worlds collide.

Nu er det vist igen tid til en lur.

lindasolskin.dk

Så har jeg (igen - jeg ejede det også for nogle år siden) eget domæne. Indtil videre er der kun en meget kikset indtil-videre hjemmeside i luften, men hvis nogen gider lære mig at programmere, bliver det måske bedre en dag.

Weekend og reklame

Nu er det snart weekend. I aften skal der slappes af, jeg er så inderligt søvnig for tiden.
I morgen spiller min kæreste med et af sine bands, Die, på Musikcaféen. Mere info her.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 IX

Fredag d. 16/10-1998:
Af sted fra Nafplio kl. 8.15 og så ellers mod Epidauros. I bussen holdt Brian oplæg om Epidauros' historie, Asklepios, kult- og kurstedet m.v. I teatret i Epidauros talte Aviaja, og vi tilbragte det meste af formiddagen dér og gik så på museet, hvor Brian talte. han foredrog også om Katagogeiron, en slags "hotel", om tholos og andre sites. Vi så sites indtil 12.30 og holdt så frokostpause nearby. Derefter satte vi kursen mod Korinth. Ellen fortalte i bussen om oldtidens Korinth, og vi udtænkte planer om, hvordan vi kunne få købt en gave til Apostolis. Vi var i Korinth lidt før 15 og Morten var guide. Vi havde et presset program, "so we did Korinth in an hour", og kørte lidt videre og stoppede for en kafffe og/eller et blik på korintherkanalen (som man kan gå lige ud i) og ikke mindst indkøb af gave - metaxa og vin -, som vi overrakte Apostolis, før vi drønede mod Athen og sluttede en cirkel. Endnu en cirkel sluttedes, da Ole læste en tekst af Skovgaard (jvf. danske institut) om Megara. Jeres ydmyge fortæller læste Nordbrandts digt "Athen" og vi så plataner på altaner, før vi nåede tilbage til Hotel Epidauros kl. 18. Aftenen bød på nogle på rembetika (synd for dem, der ikke var der).

Lørdag d. 17/10-1998:
Vi vågnede op til vores sidste hele dag i Grækenland og tog fra hotellet 10.35. Det eneste på dagens program var Eleusis, og vi havde den illustre Inge Nielsen med som guide. Vi var tilbage i Athen 16.00 og om aftenen spiste vi på Lefka, Poplen, i Sorte Mikkelsgade, hvor vi også fik lejlighed til at træffe Marinetta Papakhimona, denne Oles lærer- og veninde. Vi var nogle, der fortsatte til rembetika, som jeg ikke kan få nok af, og der var en del, der ikke sov om natten og mange, der kun sov lidt.

Søndag d. 18/10-1998:
Vi tog fra Athen meget, meget tidligt søndag morgen - ikke engang landmænd står så tidligt op - og jeg tror jeg taler for de fleste, når jeg siger, at vi næsten kun havde ét i hovedet, nemlig tidspunktet 16.08, hvor vi skulle ankomme til Århus. Så skulle vi med pullman (men ikke VORES pullman, den havde vi nemlig taget afsked med dagen før) og så med fly, så med fly, og så med tog, så med tog, og endelig var vi hjemme og endelig var vi hjemme.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 VIII

Onsdag d. 14/10-1998:
I Olympia lagde vi ud med museet, hvor Morten, Charlotte og Dorthe P. guidede, og man mærkede økuller og stendhal-syndrom, men i det mindste havde vi ord for det. Kl. 10 gik vi ud til sites'ne, hvor vi med de nævnte guides så bl.a. Heratemplet med de forskellige søjler og Zeustemplet, hvor man kunne betragte kapitælernes lighed med dem på Afaiatemplet på Aigina. Der var væltede søjler og søjletromler spredt ud over det hele, så det var tydeligt, at der havde været Vandaler i Sandaler på spil.
Vi tog derfra ca. 11.45 og spiste mad nearby til lidt i et, hvorefter vi tog videre i to pullman. 1 time senere tissede vi i Andritsaina, og på turen så vi Frygana.
Siden kom vi til Templet i Teltet (also known as Apollontemplet i Bassae). Rikke fortalte om templet, der var ved at blive restaureret og derfor var pakket ind i et stort telt som dem, vi alle kender fra by- og havnefester og lignende, og derinde gik vi så og studerede templet i læ, mens det øsregnede og trommede mod teltdugen og legesyge hunde tumlede rundt. Så gik vi ud og fik et overblik over området. Ellen plukkede pærer til os og Maria så en steneg (dem kan vi alle genkende) og udbrød, da hun stak sig på et stenagern "man kan virkelig gøre andre fortræd med dem, jubii". Så vi plukked e10 og gemte dem til at forsvare os med i Athen. Lidt senere, da vi var på vej videre i bussen, holdt Jens et meget meget fint og meget meget vigtigt foredrag om Glücksburgerne i Grækenland. Vi tog en kafffe i Polybs hjemby Megalopolis og vi kom forbi Tripoli og vi så et sted, hvor der voksede ferskener på dåse. Den næste kafffe fik vi på "George Play's" og cirka 19.30 ankom til til hotel Nafplia i Nafplion, hvor vi skulle bo.

Torsdag d. 15/10-1998:
Fra hotellet tog vi 8.15 to pullman op til Palamidi, borgen, hvorfra vi kunne skue ud over Argos og Argolis. Der blev vi sluppet løs i 3 kvarter, før vi samledes 9.15 og gik 857 trin ned ad bjerget til den ventende pullman, som vi nåede 10.00. Og det skal lige kort nævnes, at det var på den nedtur, at sangen om Vandaler i Sandaler blev til (teksten kan fås ved henvendelse til undertegnede, og er man heldig kan man også få et eksemplar af den tilhørende tegning af Christoffer GB). Vi kørte til Mykene, hvor vi var 10.30. Vore perigeter var Mette og Christoffer og vi så løveporten, en gravcirkel samt et meget velbevaret bliktag fra det 20. århundrede, under hvilket kultcentret befandt sig. Vi så Megaron, alrummet, hvor en af de emsige, men venlige, kustoder bad om vores guide-tilladelse. Ole holdt sig i skyggen, så vi måtte selv klare ærterne. Heldigvis havde vi papirerne med Oles billede, og da Ole og Christoffer jo ligner hinanden til forveksling, kunne den illustre stifinder fortsætte sit foredrag. Vi tror nok, vi fandt et badeværelse, og senere så vi den underjordiske afdeling, dvs. de fleste valgte ikke at gå dybt ned i mørket, men en flok pionerer nåede bunden. Efter også at have set Atreus' skatkammer, hvor vi kunne se sod fra hyrdernes bål gennem tiderne, forlod vi Mykene kl. 13. Derefter spiste vi frokost diverse steder. Personligt fik jeg souvlaki med det dårlige selskab, men vi tegnede og skrev Vandaler i Sandaler på Marias postkort.
14.30 tog vi mod Tiryns. På vejen stoppede vi et sted, der var dels keramikværksted, dels turistfælde. Vi så Tirintha og dagens program sluttede lidt over 16, og vi fik tid til at udforske Nafplion på egen hånd.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 VII

Tirsdag d. 13/10-1998:
Kl. 7.45 forlod vi hotellet og kørte ud i "den potentielt mest myoseplagede dag". Vi skulle ud på en dagsrejse og måtte endda tynde ud i programmet, hvilket betød, at vi ikke kom til at se Dodone. Så fra uglen i drypstenshulen tog vi færgen ud på øen i søen ikke mindst for at se skudhullerne fra, da Ali Pasha blev dræbt. Ved landgangen var der ænder - et zoologisk indslag. I museet blev vi lukket ind af en med Ole jævnaldrende dame, som enkelte vurderede til at være noget ældre, som kom i nattøj, kåbe og tøfler. Hun havde sovet over og havde ikke fået åbnet museet kl. 8. Men hun talte et letforståeligt nygræsk, og det var et yndigt (eventyrlandet tilskynder til brugen af den slags ord) museum, selv om vi i modsætning til hvad alle guides fortæller, og hvad vi havde glædet os inderligt til, ikke kunne se de famøse skudhuller. Der var vist væltet en platan ned over dem for 25 år siden eller noget i den stil. Nå, men så så vi os omkring på en vidunderlige ø og tog færgen fra øen kl. 10.
I mikrofonen holdt Malene oplæg om Dodone, som vi altså ikke fik at se alligevel. Det handlede mest om stiftelsen og lidt om orakelkonsultationen. Så holdt Christoffer oplæg om Epiros' antikke historie, om Kong Pyros, Kasopi, Nikopolis med videre. Så blev vores opmærksomhed henledt på nogle citrontræer - botanisk indslag. Vi gjorde stop i Nikopolis, stoikeren Epiktets fødeby, som Augustus grundlagde i forbindelse med sejren ved Action. I Odeion talte Christoffer til folket om Nikopolis, og Jens og Anne gav os noget af historien bag og om slaget ved Action, og vi så også blandt andet biskop Dumetius' basilika med de flotte mosaikgulve, før vi hastede videre mod Kasopi, og der var også et par botaniske indslag, nemlig de efterhånden kendte "efterårskrokus" og vilde pærer, som jeg kom til at smage på, hvilket ikke var en succes.
Vi kørte langs kysten af det joniske hav og gennem olivenlunde til Kasopi, hvorfra vi skuede Action. George fortalte om diverse sights, og vi gik rundt og så teatre med mere og plukkede salvie og cyklamen og vendte tilbage til Apostolis og bussen i støvregn. Vi spiste på et lille sted i Kasopi, mens himmel og jord stod i et og derudenfor oplevede vi et spændende sociologisk indslag: en ældre mand på en hest. Manden kendte sandheden og kunne afsløre sådanne ting som "Kvinden har meget hår, men lidt hjerne" og han bedyrede, at menneskets bedste ven er hesten, den næstbedste er hunden. Endvidere ville han bytte Jeanettes hår/år (alt efter overleveringen) for sin hest. Vi forlod den lille taberna omkring kl. 17, og efter kørsel og flere kafffepauser tog vi 20.15 færgen til Peloponnisos, hvirtil vi ankom 20.40 og kørte mod Olympia og vores hotel. Jakob holdt oplæg om Olympia, områdets historie, kultens historie og festlegene, og vi sang i bussen og nåede hotellet kl. 22.30.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 VI

Mandag d. 12/10-1998:
Kalabaki forlod vi 8.30, og Birgitte sagde godmorgen i bussen på vegne af klostergruppen og fortalte lidt om klipperne med munkenes gamle hulser samt om det Store Meteoron, klosteret, som vi var på vej mod. I en af klippehulerne så vi også, fortalte Apostolis, votivgaver til den hellige Georgios. Stemningen i bussen, især nede bagved, bar en smule præg af gårsdagens strabadser (retzina og ouzo), og visse havde mest brug for at lytte til fx Thomas Helmig.
Vi forcerede 200 trappetrin over til Store Meteoron, hvor der var oplæg ved Line og Birgitte. De var ved at bygge om og der duftede dejligt af frisk træ, og indenfor var duften af vokslys særligt kraftig. Tilbage i bussen fik vi en tur rundt i området og genså bla. Skt. Stefanos-klosteret, hvor der blev en lille pause til at strække benene. Dagen var ligesom de foregående også præget af flere og flere "photo stops", dvs. pauser på særligt illustre steder med god mulighed for at lege japanere/amerikanere, hvor vi så sprang ud af bussen og råbte "yeah, it's a really cool photo opportunity".
I to pullman foredrig den illustre professor om blandt ande de 4 patriarkater og de 9 autokefale kirker (hvoraf Grækenland er én) og nogle få autonome som Kina, Finland og Sinai. Så citerede professoren chaufføren for følgende udtalelse: "I Ioannina skal børnene passe godt på deres tegnebøger, fordi der er mange albanere", dvs. jeg tror nu nok, at Apostolis sagde det på græsk. Ja, for vi var på vej til Ioannina (sig: Jáninna), eventyrlandet med øen i søen og jeg kunne i hvert fald for mit eget vedkommende mærke spændingen stige.
Vi holdt frokostpause nær metsovo, efter at vi havde haft adgang til vore kufferter og rygsække, så vi kunne klæde os varmere - man kunne sandelig godt mærke, at vi nu var kommet nordpå. I Metsovo tog vi en kafffe og man mærkede virkelig (og ikke blot på klimaet, men på hele stemningen), hvor påfaldende tæt vi nu var kommet på Albanien.
I bussen holdt Christoforos oplæg om Ioannina og dens omtumlede tilværelse, om Ali Pasha og meget mere. En af dagens talrige pauser holdt vi dernæst på en Shell-tank, hvor vi fik tisset og ellers købte en snack eller plejede vores køresyge og stod i regnen og benzinstanken og så en helt anden side af Grækenland end varmen og turisthelvedet, som vi kom fra. Vi ankom til eventyrlandet Ioaninna i regn (store bløde dråber) og tåge med den deri indhyllede sø og tilhørende ø til den ene side og en stejl og rå klippevæg til den anden. Så købte vi billetter ("tetarti, paraskeui" - "onsdag, fredag" kom en her unavngivet ekskursionsdeltager til at sige, da ordene for fire og onsdag minder en del om hinanden på græsk) og besøgte drypstenshulen Peramas hule - et eventyr i eventyrlandet - hvor vi fik en guidet tour af en indfødt til udvalgte drypsted, som et ægtepar havde givet navne som halfinnen, dejskraberen og nissehuen, og på den baggrund følte vi, at det stod os frit for at åbne associationssluserne og navngive stenene, som vi nu syntes. Da vi kom ud af hulen igen styrtregnede det, og pjaskvåde og ikke alle lige glade og frejdige kørte vi længe rundt og ledte efter hotel Byzantio, hvortil vi ankom cirka klokken 18. Om aftenen var der nogle, der tog to pullman ind til byen, mens andre blev på hotellet og bestilte en pizza.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 V

Søndag d. 11/10-1998:
På denne Betinas fødselsdag forlod vi vores dejlige hotel kl. 9.30 og kørte mod Meteora. I bussen hørte man blandt andet jeres ydmyge fortæller læse et digt af Kavafis, og langs vejene så vi kapeller og blåmalede bistader. Efter at vi havde gjort holdt i Lameia og fået en kafffe, gik der en æske rundt med noget sødt (á la Turkish delight), som chaufføren Apostolis havde købt til os. Der var oplæg ved Dorthe L. om byzantinsk historie, og mens vi fortsatte hen over Thessaliens slette med de mange bomuldsmarker, fortalte Birgitte om området Meteora. Hun var i sit guide-es, da hun fortalte lidt om byen vi skulle bo i og hotellet, og sagde derefter noget om munkeordener med mere. Vi "spiste" på Planet Holiday, som den dertil nedsatte komité mildest talt "har valgt at give nul stjerner".
Så besteg vi bussen igen, og det gik opad mod Skt. Stefanos-klostret, og Birgitte fortalte blandt andet om det gamle hejseværk, der kunne bringe folk derop før i tiden. Vi ventede en halv times tid på, at klosteret skulle åbne, men det gav os tid til at betragte nogle arbejdsomme myrer - dagens zoologiske indslag. I klosterkirken fortalte en af nonnerne om kirken, blandt andet meget om, hvordan den havde været hemmelig skole under tyrkerherredømmet. I kirken duftede der af vokslys, og udenfor...ja, der duftede der af krydderurter. I dette kloster blev reglerne om lange benklæder til mænd og lange skørter til kvinder håndhævet mere end i Osios Lukas. Dette havde jo ikke den store betydning for os, da vi havde taget disse respektfulde foranstaltninger, men i de andre turistgrupper kunne man med et smil betragte, hvordan de åbenbart var blevet bedt om at iføre sig klosterets (blomstrede eller ternede) nederdele uden på for eksempel bukser fra "fritidssæt".
Kirken var meget smuk, og der var mange votivgaver. I museet sagde Line noget illustert om ikoner. Vi forlod klostret 16.45. Dagen var dagen for "kommunevalg" i Grækenland, hvilket vi især mærkede ved, at mange steder holdt lukket. I Grækenland fungerer det sådan, at man skal hjem til sin fødeby/hjemby for at stemme, så ankommet til Kalabaki, rømmede vi bussen så hurtigt som muligt, så Apostolis kunne komme til Karditsa, der heldigvis lå i nærheden, for at stemme. Om aftenen fejrede vi Betinas store dag med fællesspisning hos vores gode ven Kosta, og senere var vi nogen, der fortsatte "i byen", og det som der ting og sager ud af, som jeg ike skal referer her.....så det!!

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 IV

Lørdag d. 10/10-1998:
Med pakkede kufferter og rygsække forlod vi Athen for en lille uges tid i provinsen. Vi steg ombord i To Pulman, som vi skulle blive så tæt knyttet til, og kørte kl. 8 mod Delfi med vores faste chauffør, som vi senere skulle komme til at kende som Apostolis, ved rattet og gennem landskaber, der blandt andet bød på mange bomuldsmarker. Om formiddagen gjorde vi holdt ved et sted, der hed The Friendly Shop, hvor vi fik en kafffe til en pæn sum penge og fortsatte så videre. I bussens mikrofon foredrog Malene om oraklet i Delfi, og på vejen fra Athen til Delfi gjorde vi også holdt ved det fortrylle(n)de kloster Osios Lukas, hvor vi iført tækkelige skørter og/eller lange bukser især lyttede til Lines illustre ord om byzantinsk kunst, bl.a. mosaikker. Indenfor i klosterkirken duftede der kraftigt af de vokslys, som besøgende stillede i sand og tændte, og udenfor duftede der lifligt af krydderurter. Folk købte honning på stedet, og efter at have betragtet en steneg steg vi igen op i vores pullman og fortsatte vores køretur. På turen videre underholdt Ole med en tekst af Helge Finsen, og han fortalte hvordan hopper skal ydmyges for at ville lade sig bespringe af æsler (for at føde muldyr) og derfor får klippet manken af og bliver ført til vandhuller, hvori de spejler sig og bliver så knækkede, at de godt vil. Denne historie høstede klapsalver, da dens "punch" kom, nemlig at sådan må man ikke behandle kvinder, for så lader de sig også bare bespringe af æsler. Jeg gad godt have kunnet læse Apostolis' tanker, da Ole sikkert bagefter genfortalte for ham for at forklare klapsalverne fra de illustre danske studenter.
Da vi senere spiste og bagefter fik en kaffe med udsigt til motorvejen lærte vi alle en "saying", som det af ledelsen er blevet mig pålagt at referere her, og som ifølge den illustre Christoffer blev leveret af en gymnasielærer i Sofia, som havde en kollega "af skjøn form" og blev opfordrer til at springe på hende. Jeg gengiver her ikke de bulgarske ord (men jeg tør godt love, at eventuelle interesserede kan få et nedskrevet af hr. Gertz Bech), men på dansk lyder de vigtige ord som følger: "Vis ikke din pik, hvir du tjener dit brød".
Da vi endelig kom til Delfi, lagde vi ud med at se Athene Pronaia-templet med mere. Line holdt oplæg og fortalte altså om templet, et dorisk skatkammer, tholos, en stor sten fra et jordskred i 1905, som var med til at smadre stedet, med mere. Så flygtede vi fra varmen, der selv 1/3 inde i oktober var ulidelig. Vi tog to pullman det korte stykke hen til den kastaliske kilde, der svalede for en kort stund og så så museet med blandt andet Kleobis og Biton og Vognstyreren som store højdepunkter. på museet var der oplæg ved Aviaja, Malene og Line ...og Thomas, der holdt et "3 minutters oplæg om hoplitkrigen", samt ved Christroffer (om noder i en indskrift), Daisy og Betina. Så gik vi ud i området og så sites. Der var et oplæg ved Morten og Malene, og Christoffer lånte jeres ydmyge fortællers blokfløjte og underholdt i teatret med melodien fra indskriften, der var så smuk og autentisk, at selv den fra starten lidt emsige græske opsynsmand måtte overgive sig. Så holdt Aviaja oplæg om teatret, og vi fortsatte helt op til stadion, hvor væddeløb fandt sted. Da vi kom ned igen blev jeres fortæller væk fra flokken og blev først reddet af det dertil ansatte rescue team/task force, da hun hang ud over en klippeskrænt og sagde som en forladt sælunge.
Vi tjekkede ind på det lækreste hotel på turen og med den mest uovertrufne udsigt, og aftenen var de fleste ude at spise, og nogle endte på et dansested, mens andre fik en tiltrængt nattesøvn.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 III

Torsdag d. 8/10-1998:
Dagen var i al beskedenhed dagen, hvor jeres ydmyge fortæller kunne fejre sin 22-års fødselsdag, men her skal det mest handle om dagens program, der startede med Lysikrates-monumentet i Plaka og nær ved dette: Det Danske Institut.
På Instituttet fortalte Signe Isager om stedet, og vi så lidt af en udstilling, som var ved at blive færdiggjort. Den viste danske vidnesbyrd om græsk kultur. Maleren Skovgaard havde ved hjælp af skitser og dragter malet græske zorbas-dansere for 150 år siden, og vi så nogle af de selvsamme folkedragter. Han havde købt to kufferter fulde for at kunne male efter dem.
Det fortalte Thomas Bullinger, der er museumsinspektør i Viborg, og som har kreeret udstillingen, der også havde været vist i Viborg og på Thorvaldsens Museeum. Han kom også ind på grækernes bitterhed over, at så meget af den græske kulturarv findes i udlandet, en bitterhed, fortalte han, som han blandt andet havde mødt hos en græsk laksefisker, som gerne dukker op til receptioner på Instituttet. Ole viste lidt rundt i gemakkerne med forskerlejligheder med mere, og derefter bød Instituttet på en portokalada eller en cola. Morten Wendt blev beamet ned og befandt sig lige så pludseligt som sædvanlig i vores midte, og vi "mødte" Jens Erik Skydsgaard, der stod med pibe i hånd på den solbeskinnede altan.
Så fortsatte vi til Dionysosteatret syd for Akropolis, hvor Liselotte holdt oplæg, og hvor vi var så heldige at træffe en illuster grækerinde, en arkæolog, som deltog i udgravningerne, og som gav os en guided tour. Desværre fik vi ikke hendes navn, og kan derfor ikke på et senere tidspunkt genkende navnet på publikationer.
Efter en af de kortere middagspauser så vi Agora. På museet fortalte Charlotte bl.a. om ostraka, og Jeanette fortalte bl.a. om en lodtrækningsmaskin. Ude på Agora var der oplæg ved Birgitte, Daisy og Charlotte, og da stedet lukkede omkring 15, sluttede dagens program.
Om aftenen spiste vi allesammen på Karavitis i Pausaniasgaden, nær Truman-statuen. Bagefter fortsatte mange til forskellige steder i byen, personligt måtte jeg dagen efter angre, at jeg gik glip af rembetika, som jeg dog en uge efter skulle komme til at opleve.

Fredag d. 9/10-1998:
Vi tog af sted fra hotellet 8.45 og ud til Kerameikos, hvor Thomas og undertegnede fortalte om området og blandt andet mur, porte, Pompeion og kildehus. Vores gravstele-"ekspert" Tina fortalte om gravmonumenter. Vi så en levende skildpadde LIVE, og dette zoologiske indslag overskyggede for visse ganske Lakedaimoniernes gravmæle.
Om eftermiddagen tog de fleste af os til Sounion, Attikas sydspids, i dagens anledning anført af den illustre viceprofessor George Hinge. Der så vi Apollontemplet, og mange var igen i vandet. Den lange bustur bragte os hjem til Athen fra Sounion kl. 18 eller 19.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 II

Tirsdag d. 6/10-1998:
Efter morgenmaden spadserede vi med illustre stifindere i spidsen til Nationalmuseet, som vi fra 9-10 udforskede på egen hånd. Kl. 10 mødtes vi ved det såkaldte Agamemnon-hoved, og så så vi på vaser, kyndigt underholdt af Karen, Jens og Liselotte. Vi havde en lang frokostpause fra 11-14, og derefter holdt Anne og Daisy illustre oplæg om skulpturer, Tina talte om gravsteler, og Christoffer sagde lidt om Mykene-delen. Vores fælles dag sluttede kl. 17.

Onsdag d. 7/10-1998:
Vi tog af sted fra hotellet kl. otte og med metro til Piræus. Ombord på færgen Ioannis II stævnede vi ud i Den Saroniske Bugt og mod øen Aigina - en sejltur på cirka halvanden time. På øem tog vi en skrumplende bus op til Afaia-templet, hvor vi først spiste diverse medbragte fødevarer samt de ekstra brød fra hotellets morgenmad, som morgenmadsdamen elskværdigt havde pakket ned til os. Der var heldigvis åbent ind til templet, så vi fik ikke samme tragiske oplevelse som Simon Laursen i sin tid, da kustoderne skulle til bryllup, og om templet berettede den på et eller andet tidspunkt nedbeamede og meget på Afaia-området illustre Morten Wendt.
Nær templet var der et botanisk indslag i form af alpevioler, cyklamen, og efter at have skabt os overblik i det lille museum, gjorde vi os klar til afgang. Man kunne ikke regne med busplaner, så ventetiden blev fordrevet med blandt andet indtagelse af en specialitet - pistacienødder - og is. Bussen var kun lidt over en halv time forsinket, og den bragte os ned til byen, hvor folk spiste (bl.a. blæksprutter med interessante sugekopper), badede og kiggede sig omkring. Færgen Odysseas II bragte os hjem til Athen, hvortil vi ankom ved 21.30-tiden.

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998 I

Da vores kære Bepi, den italienske klassiske filolog, tidligere partisan, Amerika-hader og menneskekender med mere, Giuseppe Torresin, døde i 2004, efterlod han sig et langt livs rod. Hans kone Annemarie kom forleden forbi Universitetet med nogle kasser fra hans garage, som jeg smugkiggede i, nu hvor de alligevel stod der. De indeholdt mange hæfter og tidsskrifter, ikke mindst en del gamle numre af Agora, institutblad for Institut for Oldtids- og Middelalderforskning (selv om det nu om dage blot er en afdeling - klassisk). Til min store fornøjelse fandt jeg den beretning, som jeg skrev om vores ekskursion til Grækenland i 1998 i et af numrene. Beretningen fra mig, 21 og 22 år gammel, kommer i de følgende poster og starter her (jeg retter end ikke et komma):

Den illustre ekskursion til Grækenland 1998
af Linda Nørgaard

Søndag d. 4/10-1998:
Vi skulle virkelig tidligt af sted - ikke engang landmænd står så tidligt op - og så med tog og så med tog, så med fly og så med fly, så med pullman ... og endelig var vi fremme, og endelig var vi fremme
...
Eller sådan så det i hvert fald ud for de fleste af ekskursionsdeltagerne, men der var sket en fejl et eller andet sted i et eller andet system, så Birgitte, Henrik og jeres ydmyge fortæller ankom til Athen nogle timer før resten, så vi var kun med tog, og så med tog, så med fly og så med bus...og vi kom mens månen næsten var fuld til Hotel Epidauros og vi nåede at være ude at spise og at se Athletiki Kyriaki, Søndagssporten, før de andre kom i en pullman (dog ikke at forveksle med TO Pullman, som vi senere skulle stifte bekendtskab med, men derom senere.

Mandag d. 5/10-1998:
Morgenmaden på hotellet bestod af en slags rundstykke med sesam samt saftevand og lunken kaffe, og efter således at være blevet solidt udrustet til en dag fuld af oplevelser og indtryk, og efter at være blevet inddelt i grupper med syv personer i hver og med hver sin illustregruppeleder, så vi kunne holde mandtal på rekordtid, vandrede vi ud i byen anført af en eller flere illustre stifindere og lagde hårdt ud med at bestige og se Akropolis med Parthenon, Erichteion, Niketemplet, Propylæerne m.v. plus museet med blandt andet Kalvebæreren og Peploskoren. De illustre guides og oplægsholdere deroppe var Dorthe A.. Bettina, Karen, Maria og Rikke, og deroppe var også Morten Wendt, eksil-århusianer og for tiden athener, også på mystisk vis blevet beamet ned (han nægter at afsløre tricket, og jeg har enkelte mistænkt for at være rapportører, men det kan jo kun forklare stederne, ikke metoden) og var med os et stykke tid, indtil han vist nok i Plaka igen blev beamet op, uden at nogen opdagede det.
Efter nedstigningen fra Akropolis indtog vi vores frokost på tavernen "Platon" (ikke at forveksle med den nok så bekendte "Platanos" i Plaka, hvor Ole Thomsen (herefter også: den illustre professor) i sin tid spiste et meget vigtigt måltid sammen med Blatt for sidste gang).
Efter en lang frokost bestående af souvlaki med mere, var vi på sightseeing/rundtur i Plaka. Vi kiggede forbi Det Danske Institut og hilste lige kort på direktrice Signe Isager, men den virkelige tour skulle vi først have om torsdagen, så vi fortsatte til Makrianni med det svenske institut, Holberg-pensionatet (hvor man som specialestuderende kan bo gratis) og ikke mindst Det Nordiske Bibliotek, hvor vi traf Pippins professor Synnøve fra Tromsø, blev vist rundt af Katharina - denne grækerinde, som taler et smukt svensk - og vi nød en kafffe på altanen i de temperaturer, som størstedelen af turen foregik under, og som vi nok var blevet "advaret" om, men ikke havde turdet håbe på endsige kunnet forestille os i oktober.
Efter denne kafffe begav vi os af sted og opad mod Filopappos(ham der holder af bedstefar)-højen hvor Ole holdt et halvt minuts oplæg om monumentet med mere. Efter længere tids søgen fandt vi derefter ud på aftenen frem til Pnyx, der var næstsidste punkt på dagsordenen. Henrik foredrog om stedet, og Ole læste op fra Brandes' beskrivelse af, da han efter et langt liv endelig stod på Pnyx. Fra Pnyx skuede vi Areopagos, som Rikke talte om, og efter dette sidste punkt satte ekskursionsdeltagerne kursen hjemad mod Omonia og hotellet.

Pluto

Pluto er ikke længere en planet. Åh, alle disse forandringer i verden!

Madonna

Madonna spiller i Horsens i aften. I nat har hun sovet i Århus. Jeg er næsten ligeglad, må jeg sige. Altså, Madonna er sådan en af de kunstnere, der har været der "altid", og hun er også sådan en, det ikke er særlig træls at høre i radioen, og jeg har ikke noget imod hende, jeg kan bare ikke manifestere en særlig interesse. Min primære association til hende er hendes kopi af Don McLeans American Pie, som netop var udkommet, da Aslak blev født. Jeg kan huske den fra hospitalets radio. Det er fint nok.
Men helt ærligt, det dér wannabe-kabbala? Det er pinligt og ubegavet, synes jeg. Jeg ved ikke mere om kabbala, end hvad Erwins kurser og forfatterskab har bibragt mig, men det er nok til, at jeg ikke har respekt for en popdyrkelse af traditionen. Det havde jeg nu nok heller ikke haft alligevel.
Madonna spiller i Horsens i aften. Jeg er næsten ligeglad.

Storcenter Ny

Storcenter Nord og omegn var ikke lige stedet at være i dag (eller i går, vi har passeret midnat), for det var lige stedet, hvor alle andre mennesker på kloden havde valgt at befinde sig. Vi kom forbi i bilen et par gange i løbet af dagen. På et tidspunkt overvejede vi at kigge derind for at se, hvordan det tager sig ud i den nye og udvidede version, for det var på grund af stur stur åbning af tilbygning, at der var så mange folk, men vi måtte opgive at finde parkering i miles omkreds. At vi så senere på dagen igen forvildede os hen i nærheden, var ren dumhed. En af dagene må jeg ned at se, hvordan det ser ud nu, men godt at det ikke blev samtidig med resten af verden.

Så quirky er jeg. Så kan jeg lære det.

Your Quirk Factor: 74%

You're so quirky, it's hard for you to tell the difference between quirky and normal. No doubt about it, there's little about you that's "normal" or "average."

How Quirky Are You?

Blaffermysterium opklaret

Så er mit blaffermysterium opklaret, men ikke takket være nogen af denne blogs læsere (mor er ikke vred, mor er skuffet), jeg måtte selv ad fontes. Det var dem her, jeg så.

Blaffere på Silkeborgvej

Hey, kan nogen fortælle mig, hvorfor der var så mange blaffere på Silkeborgvej i dag? De stod alene eller i grupper med relativt kort afstand imellem sig og blaffede. Nogle af dem med et skilt med påskriften "Silkeborg", de fleste af dem også med en t-shirt med et slogan af en eller anden art - jeg kunne ikke helt læse det på afstand. Det må have været en happening af en eller anden art, og det undrer mig, at jeg ikke ved, hvad det drejer sig om. Hvis nogen kan informere mig, vil jeg blive glad.

Farao og Læsefidusen

Jeg fik Bo Gorzelak Pedersens lille nye sag, Farao, med posten i dag. Og det er en fiks lille sag. De første to områder, den overasker på, er henholdsvis formen og formen. Dels er selve hæftet rektangulært og horisontalt, dels er digtene meget korte og sporadiske. Der er kun 21 digte i samlingen, og hvert digt er kun på tre linjer. Ikke desto mindre står der en hel masse. Det er lidt af en bedrift. Jeg tror, at min yndlingsdigt i hæftet indtil videre er nr. 6: "Regnen er at vende hjem/til en havn af grønne blade./Bladene er træernes spind." På sin korte livsbane (som man dog med samlingen kan genleve igen og igen) bevæger Farao sig fra en himmel som håndvarm lakrids over Nilen og mælk og tilbage til en anden sort nat og den afsluttende længsel eller erkendelse: "Farao, far.". En fin lille perle.

Og Aslak har Læsefidusen med hjemme fra skolen i dag. Læsefidusen er en tøj-abe, som de har i klassen, og som de får med hjem på skift. Han er meget stolt og glad for at have den, og han glæder sig til i morgen, når han skal fortælle, hvad de har oplevet sammen.

Ferlinghetti på hjernen

Jeg har Ferlinghetti på hjernen. Jeg har været glad for Ferlinghetti i mange år, men har ikke læst ham længe. Men forleden kom jeg til at bladre i en bog om beatgenerationen (som Ferlinghetti nu ellers ikke selv nødvendigvis mener, at han tilhører, hvis det overhovedet giver mening at tale om en beatgeneration), og siden har jeg haft A Coney Island of the Mind på hjenen. Ordene. Titlen på denne digtsamling summer i min hjerne som en anden sang. Jeg har Ferlinghetti på hjernen, godt det ikke er spaghetti. Brian Dan Christensen, som jeg havde den fornøjelse at udgive digte af i 1998, skrev i 1999 en anmeldelse til Standart af en Ferlinghetti-oversættelse. Den var en stor fornøjelse at læse, og minsandten om den ikke kan findes på det verdensomspændende internet den dag i dag og læses her.

Solsikkespiralen

Aslak og jeg så Søren Ryge og "Solsikkespiralen" her lidt tidligere. Aslak synes først og fremmest, at det er hyggeligt at blive puttet, ved at han får lov at se voksenfjernsyn med mor i dobbeltsengen, selv synes jeg bare, at Søren Ryge er beroligende og noget af det mest intelligente og uforstilte på hele sendefladen. Og det lykkedes så Søren Ryge med hjælp fra gymnasielærer Poul Riis fra Lemvig (næsten hjemme) at lave en "solsikkespiral", et mønster baseret på Fibonaccis talrække, hvori han så ville plante planter - 754 i alt. Jeg stod af ikke ret længe inde i dette matematiske foretagende, men det skulle jeg ikke være ked af, for det gjorde Søren Ryge også, og han er endda matematisk student. Som bonusinfo sidst i programmet kunne Søren Ryge i øvrigt oplyse, at Poul Riis' kone var nået frem til, at Søren Ryge og Poul Riis var i familie langt ude. Se DET er public service.

Frokost med Svend Åge Madsen

Jeg spiste frokost med Svend Åge Madsen i dag. Altså næsten. Svend Åge Madsen spiste frokost i Stakladen, og jeg spiste frokost i Stakladen. Det så ud til, at han var sat stævne af nysgerrige studerende, som han velvilligt fortalte til. Jeg spiste frokost med Svend Åge Madsen i dag. Svend Åge Madsen ved det bare ikke.

Faust, men ikke den Faust

Alarmen stoppede i eftermiddags, men det var ikke politiets fortjeneste, for de havde ikke "personale" nok til at kigge forbi, sagde de, da vi ringede igen i dag. Så enten er batteriet løbet ud, eller også kom ejerne af huset hjem i dag.

Vi startede dagen med bruch på Café Faust ved åen. En rigtig god søndagsting, også selv om man ikke tilhører rucola-segmentet. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ud over at spise brunch på caféer også gå i tøj af hør, stemme på De Radikale, have hvide vægge og lytte til Norah Jones, og sikke jeg så ville kede mig ihjel.

Husalarm?

Den konstant larmende lyd bliver ved. Nu tror jeg bare ikke længere, at det er en bilalarm. Rasmus og jeg gik en tur sent i aftes og prøvede at spore os ind på, hvor lyden kom fra, og vi er næsten helt sikre på, at den kommer fra et hus lidt længere nede af vejen. Huset er helt mørkt, og der holder en bil parkeret uden for. Vi har ikke været inde på grunden, så vi kan selvfølgelig ikke se, om der har været indbrud eller noget, men vi ringede til politiet, der sagde, at de ville overveje at kigge forbi. Det har de sandsynligvis ikke gjort, siden lyden er der endnu still going strong, men de sagde også, at de havde travlt, og at vi skulle ringe igen i dag, hvis den blev ved. Jeg kan godt mærke, at der kommer sådan lidt barnagtig trang op i mig til at lege detektiv. I nat hang jeg ud ude på vores stille (bortset fra en ungdomsfest lidt længere oppe af vejen) villavej for at se, om der kom politi, men intet skete. Måske kan jeg undskylde min nysgerrighed/sensationslyst med, at jeg kommer fra Thy, og at det kun er lidt over 10 år siden, jeg flyttede derfra. Hjemme i Thy var det helt normalt at løbe efter udrykningskøretøjer for at se, hvad der var sket. Min bedste venindes far, der også var vores genbo, var brandmand, så når det brændte, kunne vi heldigvis løbe over og spørge dem, hvor det var, for det hørte de på brandradioen, og det var egentlig ganske ofte i Thy-Lejren. Men ambulancer og politibiler kunne vi kun gisne om, indtil rygterne nåede os sidenhen.

Seinfeld og Thaimad

Jeg var i Bilka lidt tidligere og faldt over thaimad til opvarmning i mikrobølgeovn. Det så lækkert ud, og på trods af alle fordomme over for mikrobølgemad, var det også superlækkert. Jeg spiste det med pinde, mens jeg sad i skrædderstilling i sofaen og så Seinfeld. Lidt senere faldt jeg i søvn til Seinfeld. Hvilken dejlig lørdag. Nu har vi trukket gardinerne fra (det sker ikke hver dag) og nyder udsigten til panoramatordenvejr. Bilalarmen kendt fra den foregående post larmer endnu. Man kan vænne sig til meget.

Bilalarm

Der er en bilalarm et sted her i nærheden, der har larmet i 12 timer nu. Vi så Kalifornia på TV2 Film i aftes, og lige siden har bilalarmen brølet. Det er da egentlig utroligt, at bilens ejere, eller nogen der bor tættere på, ikke har fået aflivet den endnu. Det er mægtig inerverende. Vi kan dog heldigvis bedst høre den her fra stuen. I soveværelset følte jeg mig mindre generet. Og nu vil jeg jo gerne være sådan en, der ikke lader mig irritere særlig nemt, men jeg håber sgu ikke, at den bliver ved for evigt.
Kalifornia var en helt udmærket film, i øvrigt. En tidlig halvfemserfilm, og det kunne man mærke. Tænk at de tidlige halvfemsere nu på en måde er en fjern fortid. Jeg synes lige, det har været ...

Salvation Army Counters

Jeg er nu igen officielt sådan en, der går i gamle mænds aflagte tøj. Jeg forkælede mig selv med et besøg i Frelsens Hærs genbrugsbutik i Nørregade i dag og fandt en blåternet habitjakke med historie. Den er tydeligvis hverken fra dette årti eller det forrige, og den lugter af liv. Hengemt liv godtnok, men ikke desto mindre liv. Engang rendte jeg altid rundt i den slags, men jeg må være blevet fin på den på mine gamle dage, for det er ved at være længe siden, jeg sidst har gjort et genbrugskup - indtil nu. Jeg fandt også en dejlig uld-cardigan med et hul i lommen. Damen sagde, at den fra ny havde kostet rigtig mange penge, men nu kunne jeg erhverve mig den for en god hundredelap blandt andet på grund af hullet, der oven i købet giver kulør på tilværelsen. Tegn på liv, det er tegn på liv.

Under vejr med mig selv

Det er fredag, og de lover strømme af regn i weekenden. Vi har heldigvis heller ingen planer, der involverer udendørsaktiviteter i nogen særlig grad, og for resten bekymrer regn mig heller ikke så meget. Især ikke efter, at jeg har fået sko, der ikke er huller i. Jeg er også hamrende parat til efterår nu. Men mon ikke vi efter regnperioden lige skal over lidt Indian Summer, før efteråret for alvor sætter ind ...

Hav og ord

Permanent Poesi var rigtig godt. Vejret var tørt og dejligt, havet stank, som hav skal stinke, og mørket faldt på, som det gør i august.
Jeg ankom et godt stykke tid, før det startede, og var underholdt af at overvære diverse pressefotografer jage rundt med F.P.Jac for at få et godt billede af ham siddende lige der, hvor de havde tænkt sig. Han brokkede sig men fandt sig roligt i det.
Stemningen var helt i top, digtene var lige under. F.P. Jac har så tilpas meget kolorit og så meget patina, at det er en fornøjelse i sig selv. Nicolaj Stochholm har pathos, sikke han har pathos, men han har også stil og sammenhæng, så det er og bliver en fornøjelse at høre ham læse op. Også selv om man kender Lovepunks og Diomedes godt efterhånden.
Anne-Louise Bosmans må jeg altså erkende, at jeg fandt kedelig. Hun er stille, langsom og usikker, og der sker ikke meget.
Der var mange gæster, men ikke så mange, som man godt kunne have håbet. Jeg fik vendt verdenssituationen fra kommunisme over rembetika og boligprogrammer til digtoversættelser, aviser og brødbagning med Tomas Dalgaard, fik en sludder med Kenneth Jensen og snakkede også kort med Nicolaj Stochholm efter hans oplæsning.
Efter oplæsningerne skulle Morten Søndergaard læse op til musik, men jeg må indrømme, at jeg var småsøvning og fortrak inden.

I wish I was a punkrocker

Sandi Thom synger:

"Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
In '77 and '69 revolution was in the air
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair".

Jeg kender følelsen.

En slags sommeraften

Besøgte Julie her til aften. Vi tog en stor kop kaffe latte med ned til Årslev Engsø, som vi sad og kiggede ud over, mens vi snakkede, og det var på en måde en slags sommeraften. Regnen var stilnet af, og der var myg i luften.
Bagefter trak vi indenfor og snakkede om barnedåb (min yndlingsaversion, hvorfor udsætter folk deres børn for den slags og lover at opdrage deres børn i den kristne tro, hvis ikke de rent faktisk er kristne? Fordi folk er dumme og blinde og konforme og kedelige ...), klima (hvorfor har ingen fortalt mig, at Anders Fjogh har fjernet vindmøllestøtten?) m.m.

Permanent Poesi

Jeg har (lidt sent, men ikke for sent) til min glæde opdaget, at arrangementet Permanent Poesi finder sted i morgen på Den Permanente her i Århus. Jeg ved ikke, hvor mange gange arrangementet har været afholdt, men i hvert fald i 1998 og nogle gange siden. Jeg har dog kun deltaget i 1998, hvor sommernatten var smuk, Undergrundsforlaget Lyrica (som jeg samme år havde stiftet sammen med et par venner, og som jeg var redaktør for) var på sit højeste, det århusianske lyrikmiljø efter min beskedne vurdering var i en ny opblomstringstid, og der var smuk lyskunst på molerne.
Permanent Poesi er lige mig. Permanent Prosa, som jeg kan se afholdes fredag, er til gengæld ikke mig. Jeg er i den grad segmenteret.
Regn eller ej, regn med mig.

Skolebarn

Ja, fra og med i går har jeg så et skolebarn. Godtnok har han været på skolen i over en uge og gået i SFO, og han har mødt langt de fleste børn og voksne før, men i går var officiel skolestart, hvor han før første gang havde sin skoletaske med penalhus i på ryggen og sad på sin plads i klasselokalet. Meget rørende for en forælder, men han er definitely klar til at gå i skole, så det var ikke et øjeblik for tidligt.

Thank you for smoking

Vi var i biografen i dag og se Thank You for Smoking. Den var ganske fornøjelig. Bagefter spiste vi på A Hereford Beefstouw. Det var virkelig godt, det er længe siden, jeg har været så mæt.

Og så fik jeg 2. udgave af Til Gården & Til Gaden med posten i dag (jeg tilhører den eksklusive trofaste abonnentskare). Ud over at jeg synes, at Lars er en begavet digter, så er det virkelig rigtig fint sådan at modtage digte med snailmail. Smaddergodt initiativ. Nu skal man jo selv sende frimærker, hvis man vil abonnere, og det synes jeg, at man skal, men jeg kan afsløre, at hæftet indeholder bl.a. et teater, hvor der er tungt, mørkt og russisk samt himle af blæk og ikke mindst Guiness.

Red hot chili

Jeg købte et par chilipebre hos grønthandleren i Klostergade i dag. Meningen var, at de skulle blandes i bulgur sammen med rød peber og avocado, men de viste sig utroligt nok at være for stærke. Det er utroligt, fordi jeg jo normalt ser mig selv lidt som en Homer Simpson med stearin i mund, når det kommer til stærk mad. Jeg har også ved flere lejligheder vundet tequila og lignende ved at spise såkaldt stærke chilier, men enten er jeg nu faldet af på den, eller også var dagens chilier bare ekstraordinært stærke. Bulguren var heldigvis lækker nok alligevel.

I morgen starter min søn i skole. Det er kæmpestort!