fredag, marts 31, 2006

Helt til hest

Rasmus har fået X-box 360, så han bogart'er fjernsynet. Derfor ser jeg TV2 Sputnik (man skal nemlig se fjernsyn, det er en regel) på computeren. Jeg så første afsnit af det skandaleomsuste program Helt til hest, som Pernille Rosenkranz-Theil og Karen forlod i protest. Nu ser jeg genudsendelser af Klovn. Frank og Casper er meget pinlige, men det er nu sjovt, når Frank Hvam f.eks. skal forklare, hvorfor han har Ib Michaels bukser på.

Fredag eftermiddag

Så er det snart weekend. Fredag har nu altid været noget særligt. Og det er den sidste dag i marts. Jeg skal huske ikke at hoppe på aprilsnarer i morgen. Jeg har historisk set nogle gange været lidt for nem. Note to self: Tro ikke på hvad som helst i morgen.

torsdag, marts 30, 2006

Laugh 'n' a half

Jeg har hentet DAD's Laugh 'n' a half som ringetone til min nye arbejdsmobil, så hver gang nogen ringer, brager god larm ud over kontoret. Det der med at hente ringetoner og sådan på nettet er nu ellers ikke noget, jeg gør ret meget i. Til min nye telefon har jeg dog faktisk også hentet et Trivial Pursuit-spil, der kan underholde i timevis.

onsdag, marts 29, 2006

Fluerne på vægge og The Ring Two

Siden vi kom hjem fra arbejde, har den stået på film og afslapning. Vi har set Fluerne på væggen - en ganske vellykket dansk film, synes jeg - og The Ring Two. Jeg synes simpelthen, at The Ring-filmene er sindssygt uhyggelige. Den amerikanske version, that is. Jeg har også set den japanske oprindelige, og jeg ved godt, at hvis man skal være filmsmart, skal man synes, at den er langt bedre, men jeg foretrækker altså klart den amerikanske. Det er nu en hel lettelse, at filmen er slut, for jeg var skræmt hele vejen igennem. Men så keder man sig selvfølgelig ikke så længe.

Jeg fik tulipaner af min mor i lørdags, da de var her. Dengang var de helt lukkede, nu er de sprunget ud og står og ser fine ud og gør mig glad.

Anmeldelse

Så er Roys anmeldelse af gårsdagens Fear Factory-koncert online på Gaffa: Her.

Bibis mund og frygtfabrikken

Jeg er kommet til at holde af sangen Bibis mund med Henrik Hall. Se teksten her. Jeg er jo til tekster. Uhelbredeligt til tekster.

Jeg er også til larm, og Fear Factory-koncerten i går var rigtig god. God stemning, halvfemsernostalgi, crowdsurfing, store støvler og knyttede næver.

tirsdag, marts 28, 2006

Fear Factory

Efter arbejde i dag hentede jeg Rasmus, og vi kørte til Søften og besøgte Rasmus' far, der serverede skinke, flødekartofler, salat og jordbær (sommer uden for sæsonen). Nu er vi hjemme at vende og skal snart på Train til koncert med Fear Factory.

mandag, marts 27, 2006

Brabrand Syd

Julie har fødselsdag i dag, og hun havde ikke planlagt noget, og det gik jo ikke, så jeg hentede hende efter arbejde. Vi kørte på landet og fodrede heste og derefter til Brabrand Syd medbringende vegetarpizza og blandet slik og så tre ualmindeligt forskellige TV-serier; sidste afsnit af Twin Peaks, en lang række afsnit af De Nattergales CWC - Canal Wild Card (hvem elsker ikke De Nattergale?) og dagens afsnit af Anna Pihl. Nu er jeg hjemme og ser Seinfeld med kommentarspor. Rasmus spiller Warcraft hos sin chef.

Ivar

Så er Ivar (fellow filolog og genial tegner) i Muhammed-vælten. Se her.

Det er i øvrigt for lang tid siden, jeg har set Ivar. Jeg plejer ellers med jævne mellemrum at støde på ham og få en sludder i byen eller til arrangementer på Universitetet, men nu kommer jeg jo heller ikke særlig ofte så fine steder mere.

søndag, marts 26, 2006

Stik en plade

Hehe, Aslak og jeg ser Sigurds bjørnetime, og Sigurd spiller LP'er med Tintin og Hårtørrerne, Mabel og Troels Trier.

Vi har været i Randers det meste af dagen. Rasmus' lillesøster og hendes kæreste er flyttet hjemmefra og sammen i en lille lejlighed, som vi skulle ud at se. Rasmus' storesøster og hendes mand og børn var der også. Vi fik boller og kage og lavede os alle sammen som personer i The Sims, som jeg hermed havde min første oplevelse med, selv om jeg naturligvis har læst og hørt meget om spillet i forvejen.

Uden om

Jeg vil gå Christoffer i bedene og brokke mig over sprogspader i det danske land.
Det hedder "ude om" og ikke "uden om" i f.eks. sætningen "Så er du selv ude om det". Ikke alene siger folk "uden om" ude i virkeligheden, men jeg har også netop hørt fejlen i en tegnefilm (synkroniseret til dansk), som Aslak så.

lørdag, marts 25, 2006

Af med kvarium og sommertid

Så fik vi holdt fødselsdag for Aslak - med boller, kakao, lagkage, pasta og pølser. Aslak fik bl.a. Tom og Jerry-gummistøvler og en fjernstyret motorcykel. Jeg fik den "gave", at min søster og hendes mand slæbte vores akvarium med sig hjem, så nu er jeg kommet af med min dårlige samvittighed over for sugemallen og den enlige neonfisk, og vi har fået lidt mere plads i stuen.

Rasmus har brændt en CD til Aslak med Bowies Let's Dance og hele Magtens Korridorer-albummet Friværdi. Let's Dance er populær, fordi den sang Kenneth Greve, sidst han var i Showtime, og nu hopper Aslak rundt og skråler med på det hele. Med hensyn til Friværdi oplever han for tiden et princip, som vi andre har kendt i mange år. Man forelsker sig i een bestemt sang fra et album (f.eks. i dette tilfælde Sara har - hvor Anja går rundt på amf og har de vildeste visioner om døden). Når man har voldhørt den, falder man for en anden sang på pladen ( i dette tilfælde Picnic) og er i virkeligheden blevet småtræt af den anden.

I nat stilles urene frem sammen med havemøblerne. Se i den forbindelse Landsforeningen mod sommertid.

fredag, marts 24, 2006

Showtime

Aslak ser showtime. Han har i ugevis holdt med en vis Kenneth Greve. Jeg følger ikke med - jeg KAN ikke manifestere en interesse, men det kan min seksårige altså. Pudsigt.

I morgen holder vi familiefødselsdag for Aslak, der jo havde fødselsdag i søndags. Min mor kommer med lagkage, og jeg skal bruge formiddagen på at bage boller ud over at støvsuge og gøre ved.

Senere er der Dolph, men det er altså Dolph og Wulff med venner, og det er tvivlsomme venner. Den der bæver er aldeles ikke sjov, men heldigvis taler den engelsk, så man ikke behøver frygte, at ens barn hører den. Og øvrige venner har slet ikke gjort indtryk. Nej, giv os Dolph, en kølle og et kendt menneske og ikke alt udenomsgejlet. Tak.

torsdag, marts 23, 2006

Imamer

Og så ikke et ord om Ahmed Akkari. Jeg ville ellers gerne skrive en masse ord om "spræng Naser Khader i luften"/"skjult kamera"-sagen, men jeg er for træt i mit hoved, synes jeg. Og alle andre har også sagt alt muligt allerede. Hele dagen. Lige siden radioavisen tidligt i morges i bilen.

Genstridig is

Nu skal der snart være varmere. Siden vi blótede i lørdags, har jeg kunnet mærke foråret mere intenst, men der er stadig hver morgen et meget genstridigt lag is på vores bilruder. Det glæder jeg mig til, at vi ikke skal kæmpe med mere.

Aslak har været lidt af et hængetræ og har plaget om lov til meget i dag. Når jeg fortæller ham, at nu skal han klappe hesten, svarer han bare "Mor, sådan er børn altså bare". Suk :-)

onsdag, marts 22, 2006

Hot wheels

Er her i eftermiddag og aften sammen med en flok andre asatro blevet interviewet af en flok sociologistuderende. Derudover stod den på hyggesnak, god mad og leg hos Kix og Arild. Aslak havde røven fuld af krudt, han fik en hot wheels-bil af de studerende (de havde ved et tilfælde købt bilen med sammen med batterier til deres kassettebåndoptagere) og nød det hele i fulde drag. Jeg håber at få lov til at se deres bachelorprojekt, når de er færdige - det får jeg lov til, hvis ingen af de medvirkende fortrolighedsstempler det.

tirsdag, marts 21, 2006

Renshi

Så foreligger resultatet af vores mail-renshi.

Mjød

Mit køleskab er fuldt af mjød. Min kæreste forsynede sig af Benjamins hjemmebryg i lørdags til blót, og nu er der kun med nød og næppe plads til mælk og pålæg, for mjøden bundfalder bedst lodret i køleskabet.

Vi har lige fået god mexicansk aftensmad. Bare tortillas med oksekød, grøntsager, salsa, ost og fromage frais. Det smager forrygende og er ovenikøbet sundt.

Aslak fik sin fødselsdagsgave i går, da vi kom hjem. En batteridreven talende papegøje. Den gentager alt, hvad vi siger. Han havde ønsket sig den helt vildt, men havde desværre også fået een hos sin far - vi plejer ellers at koordinere, men jeg havde spurgt, hvad han fik hos dem, og papegøje blev ikke nævnt. Aslak er nu også glad for den alligevel, så det er sikkert fint, at han har to.

mandag, marts 20, 2006

Fire

Jeg er blevet prikket af Fryd - så here goes:

Fire jobs jeg har haft:
1. Sladderspaltejournalist. Jeg skrev om Britney Spears, George Clooney og vind og vejr for WENN - World Entertainment News Network og havde i den forbindelse ofte den fornøjelse at kunne læse mine egne artikler i f.eks. Tjeck eller Billed-Bladet eller høre dem på Voice. Det var meget syret at få løn for at vide alt om pop, trends og reality-TV.
2. Bartender med meget mere. I sluthalvfemserne var jeg med til at drive Folkeværtshuset Æsken, der ville være fyldt 30 år i 2001, hvis ikke det var blevet lukket. Jeg stod i bar, bookede bands, hyrede personale og meget mere. Da jeg fik Aslak i 2000, stod jeg i baren få dage før fødslen og under 14 dage efter.
Mens jeg ammede, måtte jeg ud på toilettet og malke ud i et stort fadølsglas, når trykket blev for hårdt.
3. Opvasker. Jeg vaskede op på Golf Hotel Hanstholm hele sommeren 1994. Kokkene var ikke så tossede med min næsering og sagde, at min næse ville falde af lige som Michael Jacksons, men jeg tjente til en tur til London sammen med Pia og en god del af mit kørekort.
4.Pizzabud. Jeg tog iført trompetbukser og grøn neglelak imod ordrer og bragte pizzaer ud i en Opel Kadett med kamelmusik for Kebab House i Thisted. Det var sort som graven, til gengæld fik jeg hver dag en pizza med hjem, som jeg delte med Gitte.

Fire steder jeg har boet:
1. Selvmordsskibet på Grønlandstorvet i Aalborg, 16 etagers bygning i belastet kvarter. Jeg kan ikke huske, at vi (min mor og jeg) boede der, for jeg var
lige blevet født, men jeg har hørt om det mange gange siden i livet. Vi boede i øvrigt kun på 2. sal.
2. Hvid bungalow i Hasle. Jeg plejede at sige, at jeg boede i en kiosk, for der lå en kiosk i samme hus, jeg kunne høre klokken fra mit værelse. Jeg boede sammen med en flok mennesker, som jeg næsten aldrig så, men som ikke gad gøre rent. Jeg havde ikke telefon i starten, men der var en telefonbox udenfor. REM's The Sidewinder Sleeps Tonight passede perfekt til min situation: "This here is the place where I will be staying. There isn't a number, you can call
the payphone, let it ring a long long long long time, if I don't pick up, hang up and call back let it ring some more .." Kioskejeren skylder mig stadig på trods af trusler om advokater mit depositum. Jeg boede der fra 1996 til 1999.
3. Rød murstensvilla i Ræhr med udsigt til åbne vidder med mine heste på. Vi havde et stort anker i forhaven, man var vel fiskerfamilie. Sådan levede jeg det meste af min barndom - fra 1985 til 1994.
4. En hvid bungalow mere. Mit nuværende hjem. Costa va de Villa er et gammelt hippiekollektiv, men det er nu mig selv, der har malet mine radiatorer lilla.

Fire film jeg kan se igen og igen:
1. Jeg elsker film, men jeg gider faktisk ikke særlig tit at se dem igen og igen. East is East er dog fantastisk og genseværdig.
2. Reality Bites. Ben Stiller er finurlig, og Winona Ryder tænker for meget - halvfemserne for fuld skrue.
3. Taxi - Night on Earth. Winona igen. Vi rejser gennem fire storbyer og en lang nat. Ender i Helsinki en kold morgen. Vemodigt smukt.
4. Skæve Dage i Thy. Jeg er vokset op en spytklat fra Thy-Lejren (lokalt bare Lejren), og jeg ville give min højre arm for at have været der i 1970. Jeg må
dog nøjes med at se dokumentaren.

Fire tv-serier jeg ser:
1. Twin Peaks
2. Seinfeld
3. Anna Pihl
4. Simpsons

Fire steder jeg har holdt ferie:
1. Europa på må og få og uden destination. I halvfemsernes somre blaffede jeg Europa tyndt med en veninde. Det blev mest til Italien og Frankrig foruden
uendelige autobahns.
2.Sicilien. Studietur i 1994 med Thisted Gymnasium. Templer og ruiner, fest i et besat hus, så sydlig natur, at det næsten var Afrika.
3. Ioannina og resten af Grækenland. Øen i Søen, vandaler i sandaler, Ægina og Peloponnes. Christoffer, har du stadig tegningerne?
4. Berlin i sommer med Rasmus. Vi boede på Alexanderplatz, det var føde til min østnostalgi.

Fire websteder jeg dagligt frekventerer:
1. Google
2. Politiken
3. Ekstra Bladet
4. B.T.

Fire favoritspiser:
1. Pasta med god sugo (tomat, hvidløg, olivenolie og friske krydderurter)
2. Stærk mad, gerne indisk eller mexicansk
3. Kage af næsten enhver slags. Gerne baklava eller kringle.
4. Mild ost med karakter. Gouda, Emmenthaler eller pecorino f.eks.

Fire steder jeg hellere ville være lige nu:
1. Jeg er glad her i min sofa med kæreste, barn og fjernsyn, men inde i sengen ville også være godt
2. Ude ved mit vesterhav. Havet, der ruller i mine årer. Ude hvor det virkelig blæser. "It's been too long since I've seen the Ocean".
3. På hesteryg
4. På bare tæer på varme fortove i hele verden

Fire bloggere jeg prikker:
1. Bo - så vi får lidt mere at høre
2. Christoffer - af selv samme årsag og fordi øen i søen
3. Mikkel - så han kan vise, han findes
4. Christina - hun er ikke blevet ramt endnu

søndag, marts 19, 2006

Dan Turéll

Dan Turéll ville være fyldt 60 i dag, han og min søn deler fødselsdag.

Bestyrelsesmødet var langt, men produktivt. Nu skal der søndags-slappes af, for i morgen drøner hverdagen af sted igen.

I dag er det Aslaks fødselsdag

I dag er det Aslaks fødselsdag, hurra hurra hurra. Men han er hjemme hos sin far, så jeg kan først fejre ham i morgen. Sådan er det med delebørn. Jeg har dog ringet og sagt tillykke. "Tillykke mor", svarede han glad.
Nu står resten af dagen på bestyrelsesmøde.

lørdag, marts 18, 2006

Lakridspizza

Man ved, at man har været meget fuld, når man har en svag erindring om at have spist lakridspizza, og man vågner og ikke kan finde sine LP'er. Denne og mange andre vitser (denne kom fra Frans) og sjove bemærkninger er fløjet gennem luften hele dagen og aftenen i den spejderhytte i Hinnerup, hvor vi i Aarhus Blótlaug har holdt forårsjævndøgn. Jeg var gydje, og ritualet gik rigtig fint, synes jeg. Jeg synes, at det der foregår til et lukket blót i vores blótlaug er temmelig privat, men jeg kan afsløre, at der blev blótet en del til Loke, og han at prompte reagerede ved at lade en medbragt hund slupre den mjød op, som jeg netop havde hældt på jorden til vætterne. Jeg kan også godt afsløre, at vi fik en fantastisk gang hakkedrenge med bløde løg og brun sovs som blótmåltid.
Jeg holdt mig ædru, så vi kunne køre hjem i ordentlig tid, og nu er vi hjemme i Brabrand igen. I morgen lægger jeg hus til Forn Sidr-bestyrelsesmøde hele dagen, så det passer mig rigtig glimragende at kunne sove snart.

fredag, marts 17, 2006

Bright light

Da jeg vågnede lidt over 6 i morges, var der helt utroligt lyst. Lige pludselig. Men det bliver selvfølgelig ødelagt af "sommertiden" i næste uge.

På min nye arbejdsplads er der varm kakao - en lille dejlig fredagsdetalje.

torsdag, marts 16, 2006

Damn good cup of coffee

Julie kommer til aftensmad og Twin Peaks, så nu har jeg været i Fakta at købe frisk basilikum, så vi kan få en god sugo. Og så skal vi ellers have en damn good cup of coffee og have fat i stakken af VHS-bånd med samtlige Twin Peaks-afsnit. Vi kan se dem igen og igen.

Og Fakta på Silkeborgvej har også fanget, at Gasolin er på mode igen. Ud over basisvarerne kan man nemlig tilfældigvis købe Gasolin-CD'er netop nu, og de ligger tilfældigvis lige ved kassen.

onsdag, marts 15, 2006

Århus sporløse

Buschaufførerne har strejket det meste af dagen. Lykkeligvis er jeg nu om dage privatkapitabillist, så jeg opdagede det først, da jeg sad i skodaen på vej til arbejde. Havde det været i præ-biltiden, havde jeg været rimelig meget på den.

Ellers oplever jeg ikke noget. Jeg har så travlt, at jeg ikke oplever noget. Har lige bagt boller. Er det noget? Ser Seinfeld igen igen. Skal hente Rasmus fra øvning her lidt senere. That's all folks.

tirsdag, marts 14, 2006

Begrænsede muligheder

BT bringer i dag følgende afstemning:

Hvad plejer du/planlægger du at lave i påsken?

Påskefrokost med familie/venner?
Tage en tur i byggemarked?
Gøre haven forårsklar?
Se på nyt hus/sommerhus?
Tage en tur på golfbanen?
Rejse?

Det er så de valgmuligheder man har i dagens Danmark. Jeg savner lidt en valgmulighed, der hedder åbent hus i Aarhus Blótlaug, men nænej, det kan man ikke vælge. Ej heller "andet" eller "ingenting". Jeg skal krafthelvede hverken spille golf eller gøre haven forårsklar, endsige i byggemarked eller se på sommerhus (nyt hus måske, hvis bølgerne går højt).

Punk

Jeg ser tematirsdag på DR2 om da punken kom til Danmark. Jeg har vist set meget af det før, men man kan aldrig rigtig blive træt af at se og høre på punkere.

Ellers er jeg bare smadret. Det er hårdt at starte på nyt job og komme ind i alting.

Og lige pludselig er det snart forårsjævndøgn. Time flies when you're having fun.

mandag, marts 13, 2006

Rockstjernesanger

Da jeg gik i gymnasiet med Jeppe Breum Laursen holdt jeg ham med tyggegummi og noter. En dag skrev han (der på det tidspunkt havde en vis succes med bandet Frantics - senere Ludo X - der vandt DM i rock 1994) en seddel til mig med ordene "Tak for tyggegummiet. Når jeg bliver en berømt rockstjernesanger, får du et livsforbrug af Sorbits". Nu er han så en berømt rockstjernesanger. Han er Senior i Junior Senior og er nu så kendt, at medierne interesserer sig for, om han er involveret i et mindre trafikuheld. Men jeg har ikke sagsøgt ham for at få mit tyggegummi. Han er også lidt for kendt til at holde kontakten med sine gamle klassekammerater, så jeg ser ham kun i medierne.

Og i dag var så min første arbejdsdag på min nye arbejdsplads. Indtil videre er jeg ret sikker på, at jeg nok skal blive rigtig glad for det.

søndag, marts 12, 2006

Elverører og lagkage

I går aftes var jeg til 30-års fødselsdag hos Janne, som jeg har studeret sammen med på klassisk filologi. Jeg gav hende et par elverører - købt i Holland og hjembragt - for hun kan ret godt lide elvere. Altså virkelig godt. Og nu kan hun til enhver til blive/bygge en elver. Rasmus passede Aslak, og jeg var i bil, og vi skulle en masse i dag, så jeg blev ikke så længe, men jeg nåede da at ryge en del thailandske urtecerutter, høre Salt 'n' Pepa (dem havde jeg helt glemt) og tale med flere tidligere studiekammerater, som jeg ikke ser særlig ofte, så det var en helt god aften.
I dag har vi været i Nordjylland og få lagkage i anledning af min mors fødselsdag i sidste uge. Mine søstre var der også og Aslaks kusiner, som han så fik leget med. Nu er vi hjemme. Jeg forbereder mig mentalt på første arbejdsdag nyt sted i morgen og slapper af. Det er blevet federe at køre langt i bil, siden jeg blandede køre-CD'er, da vi skulle til Amsterdam. Nu drøner vi derudaf til Leonard Cohen, Rammstein, Finntroll, Johnny Cash, C.V. Jørgensen, Sonic Youth og Kaizers Orchestra.

lørdag, marts 11, 2006

Milosevic

Og hvad vildere er: Milosevic er død. Jeg sagde det lige til Rasmus, og han spurgte "af sig selv?". Og ja, understreger medierne, det lader til, at han er død af naturlige årsager.

Blonds have more fun

I går var så min sidste arbejdsdag på den arbejdsplads, hvor jeg har arbejdet de sidste 5 år. På mandag starter jeg i den anden ende af byen med nye arbejdsopgaver og nye kolleger.
I gårsdagens anledning havde jeg medbragt et bjerg af slik og fik sagt farvel (eller vi ses) til mangt og meget. Det var ganske vemodigt, men jeg glæder mig meget til mine nye udfordringer.
I dag har jeg været til frisør og få (nye) lyse striber i. Jeg transformerer mig langsomt til blondine efter at have farvet håret hennarødt i mange, mange år indtil for et par år siden. Hos frisøren læste jeg dameblade, bl.a. en artikel om blogging og Laquack.

torsdag, marts 09, 2006

Hæjs å Hørum

Politiken skriver i dag, at den vestjyske festival Haze over Haarum har gaflet gruppen Sugababes til festivalen til sommer. Hvad Politiken ikke skriver, og hvad man nok skal være lokal for at vide, er at festivalen udtales "Hæjs å Hørum". Da jeg boede i Thy var lygtepæle og busskure gerne overplastret med plakater for festivalen, og det var en konstant fornøjelse at læse ordene Haze over Haarum og indvendig udtale dem "Hæjs å Hørum". Det er ord, man kan få på hjernen.

Nyt liv

En række danske kunstnere har udgivet et hyldestalbum til Depeche Mode. DMDK, hedder det. Mest airplay (jeg hører jo P3 i bilen) får vist Sterling med nummeret Nyt Liv. Første gang jeg hørte det, troede jeg et øjeblik, at det var et nummer med Kliché, men det er simpelthen en direkte oversættelse til dansk af det gamle Depeche Mode-nummer New Life. Og en vellykket en, synes jeg. Jeg er faktisk blevet lidt hooked på det. Jeg tror, jeg vil downloade pladen fra TDC Musik - efterhånden min foretrukne måde at købe musik på.

Jeg var med Aslak ved tandlægen i går. Efter kosteuheldet mente mange røster, at det var bedst at få hans tandsæt tjekket, så det gjorde vi. Der var dog heldigvis ikke sket nogen skade på tænderne. Til gengæld har han fået en hel seksårskintand og to mere er på vej.

onsdag, marts 08, 2006

Kampdag og bulldog




Det er kvindernes internationale kampdag. Jeg bliver hjemme i aften, for Rasmus øver, og Aslak skal passe sin sengetid, og Kristian har lånt vores bil (så Aslak og jeg passer hans hund, Bongo, fransk bulldog på 18 uger).
8. marts plejer jeg ellers at være på en eller anden form for barrikader; ude at flagre rundt med en statue, hvis erigerede lem er savet af, på Kvindemuseet eller ude at lytte til Anne Marie Helger, for nu bare at nævne et par eksempler. Jeg kan se, at nogle har været ude at holde kampdag. Jeg må tilstå, at jeg finder det meget spændende, hver gang Den Lille Havfrue bliver udsat for noget, og dette er ingen undtagelse. Andrea Rudolph viser sig også som en solidarisk søster og har forladt 100 FM på grund af manglende barselsordning. Læs f.eks. her.
God kampdag, alle kvinder!

tirsdag, marts 07, 2006

Brunsvigersauce

Vi har lige fået aftensmad bestående af kartofler, bøffer, bønnespirer og brunsvigersauce. Det fik Aslak i hvert fald kaldt bearnaisesauce. Det er sjovt, hvordan ord kan byttes om i en lille drengs mund, nok fordi betydningen af ordene ikke siger ham noget, han har bare memoriseret ordene.

3 dage tilbage på nuværende arbejdsplads. Det er hårde arbejdsdage til gengæld, og nu skal der tirsdagsslappesaf med barn og mand og prime time-underholdning i tossekassen.

Apropos tosser, så fik jeg sæson 1,2 og 3 af Seinfeld med posten. Jeg bestilte dem på DVDoo søndag. Jeg glæder mig meget til altid at have Seinfeld-afsnit ved hånden. Jeg kan se dem om og om igen, men de bliver som regel sendt for sent til dette a-menneske med barn og fuldtidsarbejde.

mandag, marts 06, 2006

Iron-man, ikke Spider-man

Aslak blev glad for sine gaver fra Holland, men Spiderman, der kunne blive til en økse, var altså Iron-man og ikke Spider-man. Det var helt underligt at være på arbejde i dag, fordi det både var første arbejdsdag efter en ferie, og fordi jeg nu kun har fire arbejdsdage tilbage derude. Jeg bliver ved med at komme i tanker om ting, jeg har stået for, og som jeg nu skal finde andre til.

Hvem har givet det lov til at sne og blive koldt igen? Nu var haven ellers lige blevet fuld af erantis og vintergækker, og så skulle man grave sin bil ud af sneen.

Jeg kunne selvfølgelig slet ikke holde mig vågen til Oscar-uddelingen i nat, så i aften skal der ses sammendrag, selv om aviserne jo har sladret om vinderne. Crash var en virkelig god film, og Ang Lee er en virkelig god instruktør.

søndag, marts 05, 2006

Søndagsåbent

I går var det min mors fødselsdag, i dag er det min nieces. Hun bliver 6 i dag, hun er 14 dage ældre end Aslak. Tænk, at det er 6 år siden, de kom til verden.
Rasmus og jeg var i både Harald Nyborg, Bruun's Galleri og Storcenter Nord i dag. Kl. 14 afleverede jeg Rasmus i øvelokalet og tog på besøg hos Martin og Helena for at se deres baby. De blev forældre til en datter for små tre uger siden. Nu er vi hjemme, og det er Oscar-nat i nat, men jeg er helt sikkert faldet i søvn, inden det begynder. Jeg skal også tidligt op i morgen og påbegynde min sidste uge i mit nuværende job. Der er mange ting, der skal afsluttes.

Dolce fare niente

I går lavede jeg ingenting. Eller rettere - jeg lavede mange små ting, af hvilke den største var en tur i Bilka. Jeg har såmænd også vasket tøj og bagt boller, lavet lasagne og set temaaften om mordet på Olof Palme på DR2. Det var egentlig meningen, at vi ville have været på Musikcaféen og høre Insidious Törment og Olddisposed (gamle medlemmer af Illdisposed), men dovenskaben vandt sammen med den manglende lyst til at stå i lang kø i frostvejr.

lørdag, marts 04, 2006

Mingler

Var du online i halvfemserne? Så kan du måske huske sixdegrees, en hjemmeside hvor man havde en profil og kunne se, hvem ens venner og bekendte kendte (og idéen er så, at vi alle kender hinanden højst seks led ude). Den lukkede for mange år siden, men nu har Danmark fået Mingler.dk. Jeg har registreret mig derinde, for jeg synes faktisk, at konceptet er sjovt. Problemet er bare, at idéen først virker, når mange nok deltager.

fredag, marts 03, 2006

Årets pressefotofgraf

Peter fra min gymnasieklasse (3. A, årgang 1995, Thisted Gymnasium) er årets pressefotograf, så bliver man jo næsten helt moderligt stolt.

200

Vi nåede vi hjem. Gennem Teutoburger Wald, Elbtunnel (kun 1½ times kø) og snestorm i Nordtyskland.

Dette er min post nr. 200.

torsdag, marts 02, 2006

The car is fixed

"The car is fixed", sagde en flink hollænder angiveligt, da Rasmus ringede til autoværkstedet for at høre, hvordan det gik. Hvis det stemmer, hvilket det jo meget gerne skulle, sætter vi i morgen tidlig kursen mod Danmark.
I dag efter hotelmorgenmaden (Holland er btw ikke en stor brødnation) gik vi gennem Vondelpark til Rijksmuseum, som vi browsede igennem på en lille time. Jeg fik genset Rembrandts Nattevagten, som jeg ikke har set siden 1992 - jeg husker den som meget mindre af en eller anden grund. Vi fik også set noget Vermeer og billeder malet af alle dem, gaderne i Amsterdam er opkaldt efter; Jan Steen, Ferdinand Bol m.fl.
Derefter lagde vi vejen forbi Rookies og tog en slapper. Over middag tog vi på The Hash Marihuana Hemp Museum, det var meget lille, men interessant, hyggeligt og velduftende. Det ligger i The Red Light District, så vi fik også oplevet den del af byen med pornobutikker og damer i vinduerne. I området omkring var vi både i goth-butik og fantasy-butik og på konditori og få flødekager.
Dagens bedste seværdighed var nu dog næsten et hollandsk supermarked. Når jeg er i et fremmed land, interesserer jeg mig allermest for, hvordan de lever i det pågældende land. At besøge et supermarked viser meget om livsstil, muligheder og præferencer. En meget hollandsk ting er at bruge noget á la krymmel som pålæg. Jeg købte en pakke med diverse krymmel.
Nu er vi hjemme på hotellet. Rasmus læser X-Box-blad, og vi spiser hollandsk slik.

Når den falder på Leidseplein

Endnu en morgen i Amsterdam. Dagene er fløjet. Jeg krydser fingre for, at autoværkstedet holder, hvad de lovede, og har bilen klar i morgen, så vi kan sætte kursen mod Århus. I dag har vi imidlertid frie hænder til at holde ferie og se Amsterdam.
I går aftes var vi ude at spise indisk. Vi fik det hele: pappadums, chapati, raiita, tandoorikrydrede kylingevinger, basmatiris, rejer i korma til Rasmus, chicken vindaloo til mig samt selvfølgelig mango-lassi. Jeg er ret vild med indisk mad.
Fra hotelvinduet kan jeg se, at verden er dækket af sne. Når jeg plejer at være på ferie, plejer det at være varmt, af den simple grund at jeg plejer at være på ferie om sommeren. Men det er okay, selv om det er koldt. Så må man ile fra kaffebar til kaffebar.

onsdag, marts 01, 2006

Hagl i skægget



Nu er vi tilbage på hotellet. Rasmus har hagl i skægget. Vi har med andre ord oplevet Amsterdam i sne, slud og hagl i dag. Vi startede som planlagt med markedet på Waterlooplein. Jeg købte en læderhue, som varmer panden dejligt, men som jeg ser dum ud med, synes jeg. Efter det ene marked havde vi fået blod på tænderne og tog videre til markedet på Albert Cuyp Straat.
Efter marked og frokost på en café tog vi en sporvogn til Dam og gik på Madame Tussauds. Amsterdams er naturligvis ikke så stort som Londons, men jeg blev fotograferet sammen med Lenin, Rasmus blev fotograferet sammen med Eddie Murphy, og der var en gyserafdeling, der var meget godt lavet.
Siden gik vi ned på Damrak og kiggede butikker. Blandt andet har vi købt en spidermantransformer til Aslak. Spiderman kan blive til en økse. Vi var også på La Canna.
Jeg har gået mere i går og i dag end den sidste måned tilsammen (men det siger heller ikke så meget, efter at jeg har fået bil). Nu er det fint at slappe lidt af. I aften går vi nok en tur ud i lokalområdet her, og Rijksmuseum må blive i morgen.

Den lille anemone

Det er den første dag i marts, men jeg er ikke hjemme til at se den lille anemone og mærke mit vinterfrosne hjertes kvarts. Til gengæld tager vi snart ud i Amsterdam. Planen er at tage på marked på Waterlooplein, strejfe rundt og måske tage på Rijksmuseum i eftermiddag. Ikke så langt fra vores hotel ligger også et filmmuseum, der måske var værd at tjekke ud.