onsdag, december 28, 2005

King Kong igen

Jeg skrev i går, at jeg ville vente, til jeg var kølet af, med at skrive om min oplevelse af filmen King Kong. Her et lille døgn efter er jeg stadig vred. Jeg har aldrig set en King Kong-film før eller hørt historien, jeg vidste godt, at det var noget med en abe, der løb rundt efter en kvinde i New York, men mere vidste jeg ikke. Filmen - Peter Jacksons - kunne efter min mening inddeles i tre.
1. Sejlturen. Livet på søen er altid fornøjeligt.

2. Øen. Uha, sikke nogle uhyggelige indfødte. Jeg synes dog, at der bliver ved og ved med at dukke dyr op, som hovedpersonerne skal kæmpe mod/flygte fra, lidt for længe, og der er lidt for mange lidt for heldige redninger.

3. Kvinden er forelsket i aben og (derfor?) dum som en dør. Hallo! Aben er ved at æde alle menneskene, og de er nødt til at pacificere den, men hun skriger bare Nooooooo. Hvor dum har man lov at være? Bare fordi man har jongleret for en abe. Og de går igennem ild og vand og edderkopper for at redde hende, men nej nej, hun vil bare hygge sig med den grimme abe. Og der er en fin fyr, som skriver skuespil, som gerne vil have hende, men hun interesserer sig kun for aben. Og til sidst redder den hende og sætter hende ind i en bygning, men hun kravler op til den på toppen og skriger igen Nooooo!. Hallo, det eneste fornuftige der var at gøre, var at skyde den. De skulle selvfølgelig aldrig have taget den med til New York, men nu hvor den er der, skal hun absolut hen og flirte med den, ydr. Hun er dummere end tilladt.

Ja, og jeg er evt. for intellektuel/ignorant/ulidenskabelig, men hallo, hvor stupid kan man være og forblindet af en abe (som det fremgår er jeg ikke så tosset med aber.) Nu lyder det måske, som om jeg ikke hyggede mig i biografen, men det gjorde jeg da bestemt. Og Peter Jackson er en genial instruktør, ingen tvivl om det. Bare kvinden ikke havde været så idiotisk.
Join my blog network
on Facebook